Afstemning

Skal du på golfrejse i løbet af vinteren?

votes: 5

80%
80 %  JA  4 votes

20%
20 %  NEJ   1 vote

 

Kalender

Marts - 2024
S M T O T F L
  01 02
03 04 05 06 07 08 09
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 29 30
31  
Forside / Portræt
1. Sam Snead viser prøver på det fantastiske sving 2. Arnold Palmer vinder Western Open i 1961, hvor Snead ønsker ham tillykke efter sejren. 3. Snead vinder The Masters foran Ben Hogan. Bobby Jones i Midten 4. Puttelinien læses grundigt. Puttningen var Sneads største svaghed. 5. Et fantastisk putt fejres under The Masters i 1952. Snead vinder turneringen det år. 6. Snead har udtalt, at han kun spillede golf, så han kunne fiske og komme på jagt.

SAM SNEAD

20.09.2013

Sam Snead er indehaver af rekorden med flest sejre på PGA Tour og samtidig den ældste spiller, der har vundet på touren. Men hans sidste slag på golfbanen blev en fiasko.

Allerede som syv-årig i 1919 fik Sam Snead arbejde som caddie og blev hurtigt grebet af golfspillet. Han fandt nogle grene og begyndte at slå til agern. Senere fik han nogle kuskepiske af sin onkel og satte køllehoveder på dem.

Det krævede præcision at ramme golfbolden med de bøjelige skafter og tunge køllehoveder, men teknikken bliver altafgørende for en forrygende karriere og et sving, der af mange bliver betegnet som verdens smukkeste.

-At se Sam Snead træne i at slå golfbolde, er det samme som at se en fisk øve sig i at svømme. Udtalelsen kommer fra afdøde PGA Tour-spiller John Schlee og er yderst sigende om Sam Sneads fremragende karriere grundlagt af et fantastisk golfsving. Et golfsving der er legendarisk og som rigtig mange golfspillere siden har prøvet at kopiere.

Sam Snead er indehaver af et hav af rekorder. Han blev i 1965 den ældste golfspiller til at vinde en PGA Tour turnering, da han i en alder af 52 år vandt Greater Greensboro Open, en turnering han vandt hele 8 gange. Det er en rekord, han deler med Tiger Woods, men det er ikke det eneste, de to har tilfælles. De er også alene om at have vundet mindst seks turneringer seks sæsoner i træk.

I øvrigt er der ofte sammenligninger mellem de to, og selvom det ofte bliver glemt og overskygget af major-hysteri, er Sam Snead den spiller, der har vundet flest PGA Tour-turneringer. Ikke mindre end 82 turneringssejre står han noteret for og er derfor manden, Tiger Woods jagter i PGA Tour sammenhæng.

DR-sporten offentliggjorde for nylig en liste med deres bud på golfsportens alletiders top 100. Her ligger Sam Snead kun på en 7. plads, mens Jack Nicklaus fører listen foran Tiger Woods. Meninger er der mange af, men hvorfor en golflegende som Sam Snead, der har et hav af rekorder bag sig og ligger øverst på listen over flest PGA Tour-sejre kun er på en 7. plads, kan bestemt diskuteres.

Tiger Woods har udtalt, at det først er i High School-tiden, at han begyndte at få øjnene op for Sam Snead, hans store betydning for golfsporten og ikke mindst hans fantastiske stabilitet og talent.

”At se Sam Snead træne i at slå golfbolde, er det samme som at se en fisk øve sig i at svømme”

En legende fødes

Sam Snead blev født den 27. maj 1912 i Virginia, USA. Han var den yngste af seks søskende i en familie, der var meget optaget af musik. Han fandt hurtigt ud af, at han havde et særligt talent for sport og i særdeleshed basketball, baseball, amerikansk fodbold og naturligvis golf.

At det blev golfsporten, der blev hans levevej og vandt hans hjerte, var lidt af et tilfælde. Han blev introduceret til sporten via sin onkel som syvårig og blev senere rådet til at droppe ud af college for at prøve lykken i golfens verden.

Det var Sneads footballcoach, der skubbede ham i golf-retningen, og da der blev en stilling ledig i den lokale proshop, gik den til Sam Snead. Her lærte han at lave køller med træskafter, og senere fik han lov til at undervise de lokale golfspillere.

Igen var det lidt af et tilfælde, da der ikke var andre ledige trænere, da en kvindelig golfspiller havde brug for lektioner. Kvinden var yderst begejstret for Sam Sneads trænerevner, og da hun havde gode forbindelser, fik han et nyt job som golfpro i The Cascades Golf Club. Det varede ikke længe, før Snead også brillerede her. Han forbedrede hurtigt banerekorden, og mens han selv var helt oppe på golfdupperne, var det ikke alle, der var lige begejstrede for hans facon og gå-på-mod.

I 1934 blev Sam Snead professionel golfspiller, og da han et år senere ganske overraskende lå i spidsen for The Cascades Open, blev det for meget for blandt andet ejeren, der med ufine midler sørgede for, at han ikke vandt.

Episoden gjorde Sam Snead så sur og bitter, at han nogle dage efter valgte at flytte til The Greenbrier, hvor han blev tilbudt 45 dollars om måneden samt kost og logi. Derudover fik han halvdelen af indtægterne for sine lektioner.

I årene efter vandt Snead et hav af turneringer. Desuden tjente han penge på opvisningsmatcher og i særdeleshed udfordringsmatcher. Han blev hurtigt pressens ynglingsspiller med sine kvikke bemærkninger, da han ud over sit fantastiske golftalent og sit smukke golfsving også var lidt af en skæv personlighed.

”lidenskab er det vigtigste i sport, og ingen har mere lidenskab for golf end jeg”

Sin egen golfherre

Sam Snead var født som en atlet, godt bygget, smidig og lynhurtig. Hans talent og gave for musikken blev brugt i golfspillet, og han havde en fantastisk rytme i kroppen. Som dreng elskede han at gå rundt i bare tæer, og da han under US Masters i 1942 mistede sin gode rytme, valgte han at smide sko og strømper for at få rytmen tilbage i kroppen.

Snead havde et fantastisk kraftfuldt golfsving, der af mange blev betegnet som verdens smukkeste gennem tiderne. Han har selv udtalt, at svinget er bedst, når hjernen er tom og kroppen fuldstændig afslappet. Han fik kælenavnet Slammin Sam på grund af sit kraftfulde sving og lange drives. Krydret med et stort talent vandt han hele otte turneringer i 1938 og sluttede øverst på pengelisten. En bedrift han gentog tre gange.

Herefter mødte han lidt modstand, og da han under US Open i 1938 selv regnede sig frem til, at han havde brug for en birdie på sidste hul for at vinde turneringen, selvom han kunne nøjes med en par. Han lavede en skandaløs otter og endte på en femteplads.

Snead sluttede som toer i US Open fire gange, den ene gang missede han et ekstremt kort putt for at komme i playoff. Han vandt aldrig US Open, og i det hele taget lader major-triumfen vente på sig. Den kom først i 1942, da han vandt PGA Championship.

Gennem hele sin karriere vandt han The Masters og PGA Championship tre gange, og en enkelt gang sluttede han øverst på podiet i The Open på St. Andrews. Om denne legendariske bane udtalte han, at den mere lignede fast ejendom, man ikke kunne komme af med. Snead var i det hele taget kendt for at sige sin mening og kom gennem tiderne med nogle fantastiske ”one-liners”.

I 1946 havde Snead ikke engang lyst til at spille St. Andrews, men af ren pligt overfor sponsorer, valgte han alligevel at stille op. Det blev til en sejr, men præmieoverrækkelsen måtte udskydes, da Snead tog tilbage til sit hotel umiddelbart efter sejren.

Sam Snead var ikke altid lige populær, hverken blandt arrangører eller sponsorer. Selvom han var gift, havde han masser af elskerinder, som han dyrkede både på og uden for golfbanen. Han levede livet, som det passede ham og tog sig ikke af, hvad andre tænkte og mente. Han plukkede også modstandere for penge i udfordringsmatcher og fyrede jokes af til diverse fine golfmiddage.

Ryder Cup-bedrifter

Sam Snead deltog syv gange i Ryder Cup som spiller og tre gange som kaptajn. Han har en af Ryder Cup-historiens flotteste rekordlister. Han udtalte på et tidspunkt, at ”lidenskab er det vigtigste i sport, og at ingen har mere lidenskab for golf end jeg”. Måske er det grunden til, at han spillede på topplan selv i en moden golfalder et godt stykke op i 60érne.

Fra 1984 til 2002 havde han den ære at slå åbningsslaget i The Masters. I den sidste tid af sit liv led han af demens og døde i 2002 12 dage efter, at han havde slået sit sidste golfslag i The Masters.

Det sidste slag den 11. april 2002 blev desværre ikke det bedste i karrieren. Den 89-årige Snead, der ikke længere havde helt styr på kroppen, ramte en tilskuer i hovedet og smadrede hans briller. Snead føres stille og roligt væk fra Augusta National og viste sig ikke offentligt igen.

Sam Snead blev begravet den 26. maj 2002. For at ære Slammin Sam blev spillet stoppet i 10 minutter under finalerunden af The Memorial den samme dag. Mange af spillerne bar stråhatte, som var Sneads varetegn. Han efterlod sig to sønner, Sam Jr. og Terry. Hans kone Audrey døde i 1990.

FAKTABOKS

Sam Snead:

Født den 27. maj 1912 i Hot Springs, Virginia, USA.

Indehaver af rekorden for flest PGA Tour-sejre på i alt 82 - heraf 7 majorsejre.

Ældste spiller til at vinde på PGA Touren, da han som 52-årig vandt Greater Greensbore Classic i 1965.

Medlem af World Golf Hall of fame

Vandt PGA Tourens pengeliste i 1938, 1949, 1950.

PGA Tour Vardon vinder i 1938, 1949, 150, 1955

Ryder Cup for USA i 1937, 1947, 1949, 1951, 1953, 1955, 1959.

Ryder Cup-kaptajn i 1951, 1959, 1969.

I 1959 skød han en 59’er, som den første nogensinde i en officiel turnering.

Døde 23. maj 2002, 89 år gammel.



comments powered by Disqus