Afstemning

Skal du på golfrejse i løbet af vinteren?

votes: 5

80%
80 %  JA  4 votes

20%
20 %  NEJ   1 vote

 

Kalender

Januar - 2020
S M T O T F L
  01 02 03 04
05 06 07 08 09 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31  
Forside / Portræt
1. Det blev en fantastisk sæsonafslutning i Dubai for Rory McIlroy, der her fremviser sine to trofæer efter finalen 2. Rory McIlroy glæder sig til mange tætte dueller i 2013 med Tiger Woods 3. Rory McIlroy var kun få minuttrer fra at komme for sent til sin single på finaledagen i Ryder Cup, men endte som her med at stå med pokalen i hånden 4. Parret Rory McIlroy og Caroline Wozniacki er flittige gæster hos hinanden, når der spilles store turneringer 5. Efter flytningen fra Nordirland til USA har Rory McIlroy investeret i denne 50 millioner kroners villa i Florida. 6. I august 2012 vandt Rory McIlroy sin anden majortitel i US PGA Championship

Rory McIlroy

20.09.2013

Mens Tiger Woods som verdens nummer to jagter Rory McIlroy har denne til gengæld sat jagten ind på flere af de majorsejre, der kan give ham legendestatus på linje med Tiger Woods

Golfkrigen over Atlanten er intensiveret og ikke kun begrænset til Ryder Cup-dramaet hvert andet år.

Amerikanerne føler sig både tirrede, provokerede og vel også en del ydmyget, selv om den sindstilstand ikke ligger til golffolket i Tiger Woods-land.

Luke Donald og Rory McIlroy er nemlig godt på vej til at skabe en smuk europæisk tradition, der gør næsten lige så ondt på amerikanerne, som et nederlag i Ryder Cup-sammenhæng.

Det chokerede amerikanerne, da englænderen Luke Donald i 2011-sæsonen vandt pengelisterne på begge sider af Atlanten og tilmed satte sig godt til rette på toppen af verdensranglisten.

I 2012-sæsonen præsterede nordireren Rory McIlroy så at kopiere Luke Donalds triumfer og vinde såvel Race to Dubai på European Tour som pengelisten på US PGA-touren.

Den kun 23-årige nordirer har samtidig sat sig så solidt på toppen af verdensranglisten, at selveste Tiger Woods må affinde sig med at være i jægerens rolle, mens McIlroy så til gengæld har sat jagten ind på flere af de eftertragtede majortitler, der kan bringe ham legendestatus på linje med Tiger Woods og dennes amerikanske forgænger Jack Nicklaus.

”Flere sejre i majors er helt klart mit store mål for 2013-sæsonen”


Career Grand Slam

Foreløbig gælder det jagten på en såkaldt career grand slam, som kun seks spillere i verden har præsteret. Den tæller sejre i de fire majors British Open, US Masters, US Open og US PGA Championship.

-Flere sejre i majors er helt klart et af mine store mål for 2013-sæsonen, sagde Rory McIlroy i et interview med irsk tv i juleferien.

-Efter sejrene i US Open og PGA Championship mangler jeg både The Masters og The Open for at komme i det fine selskab. Før starten på 2012-sæsonen sagde jeg, at det ville være en skuffelse, hvis jeg ikke vandt en major. Det lykkedes så heldigvis, men målet er det samme for 2013-sæsonen, siger McIlroy, der slet ikke var tilfreds med sin optræden i sæsonens tre øvrige majors.

Til gengæld kan han godt være tilfreds med det samlede resultat for sæsonen, der gav fem turneringssejre og vundne pengelister i både Europa og USA. Race to Dubai-listen var således vundet allerede med tredjepladsen i Barclays Singapore Open, så finalen i Dubai var kun et spørgsmål om afstanden ned til svenskeren Peter Hansson på andenpladsen.

-Når man to år i træk er sluttet som nummer to på Race to Dubai, er det meget tilfredsstillende for mig at vinde pengelisten. Det har været et af mine primære mål, lige siden jeg fik mit tourkort til Europa-touren for fem år siden. Men at det kunne lykkes mig at slutte som nummer et på begge pengelister, er over al forventning, siger Rory McIlroy, der meget gerne gentager denne succes i 2013-sæsonen.

”Jeg ser frem til mange spændende dueller med Tiger Woods”

Lang vej igen

-Jeg har selvfølgelig bemærket, at skotten Colin Montgomerie i sin storhedstid præsterede at vinde pengelisten på European Tour hele otte gange, så der er meget lang vej igen, hvis jeg skal gøre mig håb om at matche den præstation.

-Før sæsonen satte jeg mig mange ambitiøse mål, men når man vinder en major og slutter øverst på begge pengelister, kan man hverken forlange eller forvente mere. Men jeg har også arbejdet hårdt for sagen og skaffet mig et solidt forspring på verdensranglisten. Der er så mange gode spillere på begge sider af Atlanten, at der helt sikkert ikke er tid til at hvile på laurbærrene, siger Rory McIlroy.

En af årsagerne til Rory McIlroys succes i 2012-sæsonen er en klar forbedring af det korte spil, som han har trænet intenst med Dave Stockton.

-Tidligere levede jeg højt på kvaliteten af mit lange spil, der har vundet adskillige turneringer for mig undervejs. Derfor er det rart at se, at det hårde arbejde med træningen i det korte spil har givet bonus. Jeg har virkelig forbedret mig meget, og det har udgjort den store forskel fra tidligere år. Jeg vil vurdere, at mit korte spil har vundet to-tre turneringer for mig i 2012, siger Rory McIlroy, der ikke frygter Tiger Woods’ ånde i nakken på verdensranglisten, men tværtimod glæder sig til øget konkurrence fra den gamle mester.

”I OL-sammenhæng står valget mellem Irland, Storbritannien – eller intet OL”

Dueller med Tiger

-Jeg vil virkelig se frem til nogle spændende dueller med Tiger Woods i alle store turneringer inklusiv major. Han har altid været mit store idol gennem min opvækst, og det vil være meget motiverende for mig at spille så mange tætte dueller med ham som muligt i fremtiden, så forhåbentlig holder vi begge et højt niveau, siger nordireren, der er meget ydmyg omkring sin succes og sin opstigen til toppen af verden.

-Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg oplever at leve et liv som feteret golfstjerne, og hvordan det er at være Rory McIlroy. Men selv om jeg nok har haft drømme, så har jeg aldrig troet, at jeg ville komme til at opleve så mange spændende ting. Jeg er bare taknemmelig for, at jeg har fået mulighed for at leve min drøm ud.

Når det drejer sig om offentlighedens opmærksomhed, har McIlroy gennem sin romance med den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki sørget for, at han ikke er alene om at skulle bære presset ved konstant at være i mediernes søgelys.

Takket være sin åbne personlighed og smittende udstråling er Wozniacki med til at tiltrække sig opmærksomheden og løse op for spændte situationer med et charmerende smil og en kæk bemærkning. De to verdensstjerner er gode til på skift at overvære hinandens konkurrencer, og de gør ikke noget aktivt for at skjule deres glæde for hinanden over for medierne.

Wozniacki provokerer

To år i træk har Caroline Wozniacki været tilskuer til McIlroys optræden i Race to Dubai-finalen, hvor hun i november placerede sig på pressepladserne under en pressekonference med McIlroy og overtog styringen af hele mødet med et spørgsmål til sin kæreste, om han havde tænkt sig at købe en god julegave til hende!

Svaret på det spørgsmål fik omverdenen, da Carolien Wozniacki kort ind i det nye år stillede op i turneringen i Brisbane med en diamantring, der fik medierne til at spå om forlovelse, fordi tidspunktet faldt sammen med Rory McIlroys nye huskøb i Florida.

-Nej, vi er ikke blevet forlovet! Det er en julegave fra Rory, og den passede tilfældigvis til netop den finger, svarede Wozniacki, mens McIlroy holdt sig diskret i baggrunden.

I øvrigt er Judy Murray, mor til den skotske tennisstjerne Andy Murray og en god bekendt af Caroline Wozniacki, ikke et sekund i tvivl om, at romancen har styrket Rory McIlroy i løbet af 2012-sæsonen, selv om flere golfeksperter var ude med den modsatte teori efter en halvsløj start på sæsonen.

-Caroline Wozniacki har en fantastisk træningsdiciplin, og jeg er sikker på, at hendes etik og seriøsitet har smittet positivt af på McIlroy. Enhver kan jo se, at han er i meget bedre fysisk form end tidligere, siger Judy Murray, mens netop den del af historien er en ren tilståelsessag for McIlroy:

Caroline hjalp mig

-Caroline har lært mig meget om, hvor fokuseret man skal være for at få succes, og hvor meget fysisk arbejde, det er nødvendigt at lægge i det, siger Rory McIlroy samtidig med denne indrømmelse:

-Tidligere trænede jeg ikke ret meget fysisk, når jeg spillede turnering, fordi musklerne blev ømme og stive. Men jeg har nu opdaget, at jo mere man træner, jo mindre øm bliver man faktisk.

Tiger Woods’ tidligere træner gennem mange år, Hank Haney, er en af de eksperter, der har bemærket den store fremgang både mentalt og teknisk set hos Rory McIlroy i det forløbne år.

-McIlroy har udviklet sig til spilleren, der skal slås i alle turneringer, han stiller op i. Han er den eneste med den status netop nu, og jeg er meget imponeret af hans udvikling både som spiller og person uden for banen. Samtidig er det ret tydeligt, at han føler en stor glæde ved at spille golf, og han kan som ingen anden få spillet til at se simpelt og let ud, siger Hank Haney.

Mens Rory McIlroy naturligvis var en af hovedkræfterne bag Europas Ryder Cup-sejr over USA på Medinah i Chicago i september, blev han samtidig det helt store debatemne, der kunne have kostet Europa sejren af den simple grund, at han var ved at komme for sent på finaledagen til sin singlematch mod Keegan Bradley.

Tidsforskel drillede

-Før jeg gik i seng aftenen forinden, noterede jeg mig på Golf Channel teetimes for søndagens singler. De viste dem åbenbart i eastern time, mens vi i Chicago befandt os i central time, hvilket betød, at kl. 12.35 var kl. 11.35 i Chicago. Det tænkte jeg ikke nærmere over, før jeg stod op næste morgen og gik i bad ved 11-tiden for at gøre mig klar til finalen. Heldigvis fik jeg et opkald fra min manager, der gerne ville vide, om jeg var på golfbanen.

Da jeg fortalte ham, at jeg var hjemme, svarede han: Det burde du ikke være, for du skal være på teestedet om en halv time. Jeg svarede ham selvfølgelig, at jeg havde halvanden time til teetime, inden misforståelsen blev opklaret.

Men så gik det ellers stærkt, og jeg har aldrig været så bange på vej til en golfbane. Det resulterede i et helt vanvittigt ræs for at nå frem i tide, men heldigvis fik jeg både nerver og spillet under kontrol, så misforståelsen ikke fik sportslige konsekvenser, siger Rory McIlroy.

Matchen mod en anden talentfuld majorvinder, Keegan Bradley, blev vundet, da Rory McIlroy var oppe med to før sidste hul, så cifrene blev 2&1 til McIlroy. Hvis verdens bedste ikke var nået frem til singlen, ville ”episoden” ganske givet være gået over i golfhistorien som en skandale, der havde kostet Europa sejren.

Olympisk dilemma

Mens Rory McIlroy på den måde trods alt blev et stort aktiv for Europa, så kan han også blive et stort aktiv i kampen om olympisk guld, når det går løs med golfsporten tilbage på det olympiske program i Rio de Janeiro 2016 efter 112 års fravær.

Den unge nordirer er dog løbet ind i et meget svært dilemma med potentiale til at gøre ham upopulær uanset, hvordan han tackler situationen. Når det drejer sig om OL, skal nordirske atleter sædvanligvis stille op for Storbritannien, der i olympisk sammenhæng inkluderer både England, Skotland, Wales og Nordirland.

Men i golfmæssig sammenhæng forholder det sig imidlertid sådan, at Rory McIlroy kan stille op for et samlet Irland, hvilket han også har gjort to gange tidligere i World Cup sammen med sin nordirske ven og landsmand, Graeme McDowell. I princippet vil nordireren McIlroy også kunne danne par ved VM med ireren Padraig Harrington.

-Det er en meget vanskelig situation at være i, fordi jeg hele mit liv i golfsammenhæng har stillet op for Golfing Union of Ireland og gør det også gerne igen under World Cup i Kina 2013.

Men i OL-sammenhæng hører jeg formelt set til Storbritannien, og det passer meget godt sammen med, at jeg i bund og grund føler mig mere britisk end irsk. Måske er det måden, jeg er opdraget på, men jeg føler et stærkere bånd til Storbritannien end til Irland, og det må jeg så veje op imod det faktum, at jeg altid har spillet golf for Irland, men det er et meget svært dilemma at befinde sig i.

Allerhelst vil jeg selvfølgelig stille op for Nordirland, men når det er umuligt, er der kun tre valg tilbage: Enten spiller jeg for Irland eller Storbritannien, eller også spiller jeg slet ikke til OL. Det bliver en svær beslutning, siger Rory McIlroy.

Hvis Rory McIlroy helt dropper at stille op i OL, vil det været et hårdt slag for golfsporten, netop som den er kommet tilbage i den olympiske varme. Der er ganske vist ingen garanti for, at McIlroy også i 2016 topper verdensranglisten som en suveræn etter, men han er så karismatisk en figur, at en olympisk golfturnering vil være meget fattig uden hans tilstedeværelse.

Måske skulle han forinden se at blive gift med Caroline Wozniacki og søge dansk statsborgerskab. På den måde kan han komme ud over sit dilemma ved at stille op for Danmark – og dermed undgå at skulle skuffe enten Irland eller Storbritannien!

FAKTABOKS

Rory McIlroys 2012-sæson:

Verdensranglisten: 1. Race to Dubai: 1. US PGA Tour: 1.

Antal turneringer: 25 (5 sejre): Honda Classic, US PGA Championship (major), Deutsche Bank Championship, BMW Championship og DP World Tour Championship.

European Tour-turneringer i alt: 115 (fem sejre).

PGA Tour-turneringer i alt: 54 (seks sejre)

Ryder Cup-deltagelse i 2010 og 2012 (to sejre til Europa)

Samlet indtjening på European Tour: 98 mio. kr.

Samlet indtjening på PGA Tour: 78 mio. kr.

2012-kåringer: PGA of America-player of the Year, PGA Tour-player of the Year (Jack Nicklaus-award, Vardon Trophy og Årets Spiller på European Tour.



comments powered by Disqus