Afstemning

Skal du på golfrejse i løbet af vinteren?

votes: 5

80%
80 %  JA  4 votes

20%
20 %  NEJ   1 vote

 

Kalender

April - 2024
S M T O T F L
  01 02 03 04 05 06
07 08 09 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 27
28 29 30  
Forside / Nyheder / 

Nyheder

Den frygtede Alcatraz-green på 18. hul ligger på en ø omgivet af vand. Her sker daglige, scoremæssige katastrofer. Der er både smukt og frodigt på Øland-banen. Det gælder ikke mindst på ét af banens bedste huller, 4. hul, par 3. Greenen på 5. hul ligger højt i terrænnet - med Limfjorden og Aalborg som fascinerende baggrundskulisser. Det et svært at finde en smukkere skovhul end 15. hul, par 3, hvor en langstrakt skovsø skærer ind foran greenen.

Alcatraz-fængslet på Øland

10.08.2013

18. hul på Øland Golfklubs bane ved Limfjorden har en speciel ø-green, der ødelægger mange scorekort

Hvad har fængselsøen Alcatraz i San Francisco-bugten til fælles med moræneknuden Øland på Limfjordens nordkyst en halv times kørsel nordvest for Aalborg? Næppe noget, vil de fleste mene, men nordjyderne har altid haft deres egen form for ironi, og derfor er 18. hul på Øland Golfklubs bane af vittige klubmedlemmer døbt »Alcatraz.«

Det skyldes, at 18. hul har en forholdsvis lille ø-green - Danmarks første i øvrigt -  med form som en omvendt dyb tallerken, så vildfarne indspil som regel triller ud af greenen og i vandet - eller flyver direkte i vandet.

Ja, så svært opfatter mange spillere dette sidste indspil, at de simpelthen føler, de slipper ud et fængsel, hvis de kommer fra hullet med både bolden og scoren i behold. Katastrofer sker dagligt på Alcatraz-hullet - til stor ærgelse for både klubmedlemmer og greenfeespillere, der ellers har været tilfredse med deres spil og scores på de første 17 huller.

Det rigtige Alcatraz-fængsel, der husede USA’s farligste fanger i årene 1934-1963, heriblandt gangsterchefen Al Capone, er forlængst nedlagt og gjort til en velbesøgt turistattraktion. Det er lige før, man kan sige, at Øland Golfklub har en golfattraktion med sit  Alcatraz-hul - et decideret »fangehul,« som de fleste spillere taler om både før, under og efter runden.

Længdemæssigt afskrækker hullet ikke med sine kun 295 meter fra rød tee og 320 meter fra gul tee, men til gengæld indgyder denne lille knold af en green frygt og bæven, når man står overfor indspillet, der på grund af greenens aflange form og beskedne størrelse skal være både præcist og lande blødt. Det er egentlig meget passende, at hullet har handicapnøgle 4 trods de beskedne længder. To søer i højre side af fairway og to trægrupper i roughen i begge sider gør nemlig heller ikke strækningen fra teestederne til  ø-greenen særlig let. Det højner desuden sværhedsgraden, at den fremherskende vestenvind ofte kommer ind fra højre i hele hullets længde

 

Den hyggeligste klub

 

Trods sammenligningen med det uhyggelige Alcatraz-fængsel markedsfører Øland Golf Klub sig faktisk som »Danmarks hyggeligste golfklub« - med rette, fordi det nærmest emmer af hygge i det gamle landsbrugsejendom, der fungerer som klubhus, og samme stemning hersker på klubhusterrassen ud mod 1. hul.

Der er ingen fine fornemmelser i denne klub, hvor det er tilladt såvel medlemmer som greenfeespillere at medbringe og nyde egen madpakke. Kun drikkevarer skal/kan købes i klubhuset. Skal der være større arrangementer i klubben, finder de sted i et stort telt, der i højsæsonen er permanent opstillet mellem landbrugsejendommens tre længer - ud mod parkeringspladsen og dermed i læ for vestenvinden. 10 frivillige køkkenmedarbejdere forestår serveringen, og andre frivillige passer kontoret, så klubben kun har én person fuldtidsansat hele året, chefgreenkeeperen Kurt Larsen, der får hjælp af to flex-jobbere og tre frivillige i sæsonen.

Den store stab af frivillige blev en nødvendighed, da klubben var i store økonomiske vanskeligheder i 2009 med en gæld på 5,9 millioner kroner. Det lykkedes heldigvis en ny bestyrelse at finde en ordning med Finansiel Stabilitet, der ville eftergive gælden, hvis klubben selv kunne finde en million kroner. Den afskrevne gæld betød sammen med de mange frivillige hænder, at klubben allerede i 2011 kunne generere et overskud på 335.000 kroner og i 2012 på 255.000 kroner.

Oprindelig var Øland-anlægget kun en 9 hullers-bane, designet af Flemming Andreasen fra AMU-skolen i Brovst, der uddanner greenkeepere. 9 hullers-baner åbnede i 2002 med far og søn, Jens Martin og Claus Nielsen, fra den lokale virksomhed Scantool som de økonomiske bagmænd og ejere. To år senere overtog klubben anlægget til kostprisen på 5,1 million kroner.

 

For store forventninger

 

Det gik imidlertid galt økonomisk i 2005 og 2006, da den daværende bestyrelse udvidede 9 hullers-banen til 18 huller og åbnede en 9 hullers pay & play-bane med forventninger om, at medlemstallet så ville stige til 700 og resultere i 4000 årlige greenfeegæster. Udvidelsen kostede omkring fire millioner kroner, selvom Brovst kommune købte jorden til udvidelsen og overdrog den til golfklubben kvit og frit. Hverken medlems- eller greenfeeantallet rokkede sig i positivt retning med det resultat, at økonomien langsomt, men sikkert begyndte at falde sammen. Den kollapsede så helt i 2009, men heldigvis tog ildsjælene over, at stumperne blev reddet. I dag har klubben - ligesom dengang - 400 medlemmer, og den forventer ikke den store tilgang, når den skal hente nye medlemmer  byer som Brovst, Vadum, Nørre Halne og Nørresundby i konkurrence med golfklubberne i Aabybro og Fjerritslev (Jammerbugten).

 

»Det er lige før, man kan sige, at Øland Golfklub har en golfattraktion med sit  Alcatraz-hul«

 

 

Heldigvis holder man altså nu skindet på næsen rent økonomisk. Hertil hjælper, at stadig flere greenfeespillere finder til den hyggelige bane, der har Herregården Oxholms bøgeskov som hyggelig baggrundskulisse og som lægiver for vestenvinden. Fra flere af de højtliggende huller er der panoramaudsigt over Limfjorden til Aalborg, og generelt varierer den frodige terræn meget - med gamle træer, store og små søer samt et dige. Èt af teestederne, på 4. hul, er ganske udsigt anlagt på toppen af en fredet bronzealder-boplads - i øvrigt ét af banens bedste huller, par 3, 191 meter fra gul tee og 177 fra rød.

 

Mange arrangementer

 

På en eller anden måde var udvidelsen af klubbanen fra 9 til 18 huller fornuftig nok, for dels blev 18 hullers-banen en bedre og mere varieret oplevelse rent spillemæssigt end 9 hullers-banen, og dels tiltrækker en 18 hullers-bane flere greenfeegæster end en 9 hullers-bane. Det skorter f.eks. ikke på klubber-i-klubben, der gæster Øland-banen. Foreløbig er 30 af sådanne arrangementer forhåndsbooket i denne sæson, og der kommer med garanti flere til, fordi alle hygger sig både i klubhuset og på banen - ikke mindst fordi man opererer med rimelige priser.

»Èt af teestederne er ganske udsigt anlagt på toppen af en fredet bronzealder-boplads«

 

Et lokalt medlem, Christian Mose, tegnede de ni nye huller på 18 hullers-banen, heriblandt Alcatraz-hullet. Det er hul 1, hullerne fra 10 til 15 samt 17 og 18. hul, som udvidelsen bestod af.  Udover »Alcatraz« skal han roses for et godt 1. hul, par 3, på 170 meter fra gul og 151 meter fra rød tee, men endnu bedre er 15. hul, ligeledes par 3, hvor en langstrakt sø skærer ind foran greenen. Et smukkere skovhul er svært at finde. Derudover skal fremhæves 11. hul, par 4, med en sø i venstre side foran og på venstre side af greenen.

Af Flemming Andreasen-hullerne udmærker - ud over 4. hul - sig især 2. hul, par 4, på 416/368 meter - en lang sag med en tværgående bæk, hvor hullet knækker mod venstre. På 3. hul, par 5, skal et langt drivet helst passere et tværgående dige, hvor fairway svinger mod højre, ét af banens sværeste slag. Endelig skal nævnes, at 16. hul, par 3, er forbedret i denne sæson med en sø mellem tee og green.

 

Gammel klosterkirke

 

Med seks par 3-huller er der tale om en forholdsvis kort bane, 5097 meter for herrer, 4669 meter, men på grund af par 69 tester banen alligevel sine udfordrere rigeligt, hvis blæsten går frisk over Limfjordens vande - ikke mindst når man spiller de åbne huller, der ikke ligger i læ af Oxholms bøgeskov.

Lidt usædvanligt sælger golfklubben flex-medlemsskaber til pay & play-banen, der i øvrigt er ratet af DGU, selvom de ni par 3-huller kun tilsammen måler 922 meter. En del ældre mennesker starter på pay & play-banen, men skifter senere til 18 hulles-banen, når de føler sig sikre på, at at de vil fortsætte som golfspillere.

Helt nøjagtigt ligger Øland Golf ved Hammershøj ca. syv kilometer syd for Brovst. Ganske passende hedder adressen Rolighed 5 - passende, fordi netop ro kendetegner på golfklubben og hele Øland-området, en bakkeknude på fire kvadratkilometer, som lanfgt tilbage i tiden - i 1200 - tallet - var mest kendt for benediktinernonneklosteret Ø Kloster. Ved reformationen overgik klosteret til kronen og videreførtes senere som herregården Oxholm. I dag er klosterkirken én af Danmarks få private kirker, men den fungerer også som sognekirke. På vej til golfklubben kører man forbi den smukke Oxholm kirke, hvor man f.eks. kan bede en bøn til golfguderne om hjælp til at klare mødet med det lokale Alcatraz-fængsel.

 

FAKTABOKS:

Øland Golfklub

Rolighed 5,

9460 Brovst.

www.oeland-golfklub.dk

 

Greenfee:

Hverdage, 18 huller: 250 kr.

Weekend, 18 huller: 300 kr.

Helligdage, 18 huller: 300 kr.

10 greenfeebilletter: 2000 kr.

Ugekort: 800 kr.



comments powered by Disqus