Afstemning

Skal du på golfrejse i løbet af vinteren?

votes: 5

80%
80 %  JA  4 votes

20%
20 %  NEJ   1 vote

 

Kalender

April - 2024
S M T O T F L
  01 02 03 04 05 06
07 08 09 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 27
28 29 30  
Forside / Banebesøg
1063: Administrerende direktør Morten Sundberg i centrets VIP-buggy. Skiltet har fået nogen til at tro, at gæstemedlemmer kunne komme ind ”fra gaden”, men de kan kun blive gæster hos et medlem. 2063: Royal Golf Clubs administrerende direktør Morten Sundberg på klubhusets balkon.

Sundberg

18.09.2013

Royal Golf Club prøver ikke at skjule, at det er en forretning, og at man vil tjene penge. Men lægger samtidig megen vægt på, at det skal være med tilfredse kunder, og så kan man jo samtidig sagtens have en vision, der kan trække en afdeling af Europatour’en til Ørestaden

Vi skal være de første til at lykønske Lars Larsen & Co med, at det er lykkedes at få Europatour’en til Himmerland næste år. Det er en god ting for Golf Danmark.

Sådan siger Morten Sundberg, der er administrerende direktør, CEO, i Royal Golf Club i Ørestaden i København.

Men det ændrer intet ved, at vi stadig har som målsætning at få en afdeling af Europatour’en til København.

Alene vores beliggenhed tæt ved Københavns centrum, gør banen og byen interessant. Jeg har ikke kendskab til andre europæiske hovedstæder, hvor der er en golfbane så tæt på centrum. En beliggenhed, hvor der er omkring 3000 hotelværelser i nærmeste omegn samt tog og fly næsten lige til døren.

Og vi har allerede vist overfor Europatour’en, at vi kan håndtere arrangementer af den størrelse, da vi på bare 17 dage fik sat en afdeling af Challengetour’en (der er en del af Europatour’en, red.) på benene, og gennemført med succes.

Folkene bag Challengetour’en kunne tilmed rose arrangementet som et af årets bedst gennemførte.

Jeg ville gerne kunne sætte en tidshorisont op, men det vigtigste er i første omgang at sikre, at det økonomiske fundament er på plads, og så kan vi se på datoer og ledige terminer bagefter, siger Morten Sundberg. Og Europatour’en har vist stor interesse i at komme til København.

Morten Sundberg lægger ikke skjul på, at Royal Golf Club som, et af de brands, der hører under Royal Golf Center A/S, er en forretning, og at den drives som en forretning. Det betyder også, at begrebet ”Club” mere er en del af navnet end en klub i gængs forstand.

-Vi betragter vores ”medlemmer” som kunder i vores forretning, og derfor er vores fornemmeste opgave at gøre dem tilfredse, og at sørge for, at de får den oplevelse her på stedet, som de forventer.

Kritik af forretningen

Morten Sundberg nægter ikke, at der det seneste års tid har været rejst kritik af Royal Golf Club fra nogle af kunderne.

-Jeg vil ikke debattere med kunderne gennem medierne, så vi må se helt principielt på det, og vi har da taget kritikken til os, siger Morten Sundberg.

Der er en del mennesker, der har købt certifikater som et investeringsprojekt, og set i lyset af den finanskrise, der har ramt ikke bare Danmark, men det meste af verden, så er investeringer vist ikke det bedste lige nu, og certifikaterne er for tiden ikke i særlig høj kurs.

Det rejste en del kritik, fordi certifikatejerne samtidig var pligtige til at være medlem hos os. Det betød, at om så folk ville forære deres certifikater væk, så kunne de ikke slippe for medlemskabet.

Sådan var reglerne, da de købte certifikaterne, så det er der egentlig ikke noget odiøst i.

Men når man, som vi, driver en forretning, ville det være dumt ikke at lytte til kunderne, og det har vi gjort, og derfor har vi taget nogle skridt, så det eksempelvis er blevet muligt at melde sig ud af klubben og levere certifikatet tilbage én gang om året, og man kan overgå som passivt medlem.

Som en pudsig ting, kan jeg samtidig nævne, at der faktisk er stor efterspørgsel efter de certifikater, der leveres tilbage, indskyder Morten Sundberg, og på sigt vil denne efterspørgsel formentlig også kunne mærkes på det frie marked.

Den kritik, der blev rejst fra nogle sider, da vi tilbød gæstemedlemskaber, hvor man i to år kunne være gæstemedlem til halv pris og uden krav om certifikatkøb, var skudt forbi.

Det blev udlagt, som om man kunne komme ind ”fra gaden” og til halv pris opnå det samme, som andre havde betalt fuld pris for.

I virkeligheden var det en slags gestus til vores medlemmer – eller faste kunder, om du vil – for det var de faste medlemmer, der kunne tilbyde en ven eller forretningsforbindelse et to-årigt gæstemedlemskab, siger Morten Sundberg. Det var ikke alle-og-enhver, der kunne udnytte dette tilbud.

Set med vores øjne var det naturligvis også et ønske om, at disse gæstemedlemmer ville finde sig så godt tilrette, at de efter de to år ville blive ”rigtige” medlemmer.

Vi har i øjeblikket lige omkring 500 medlemmer, men vi vil da gerne have flere.

Nye medlemmer hentes også hos ”naboen”, City Golf, der er en selvstændig klub, men stadig under den fælles ”paraply” Royal Golf Center A/S.

-Der er mange yngre, ofte studerende, der melder sig ind i den klub, hvor kontingentet på blot et par hundrede kroner betales måned for måned. Det er blevet en uhyre populær klub med 900 medlemmer. Der må ifølge Dansk Golf Unions regler ikke være flere, fordi klubben kun råder over en 9 hullers bane. Til gengæld er der venteliste for at blive medlem.

Det ser vi da som en slags ”rugekasse” for nye medlemmer, når disse har lagt studierne bag sig og har etableret sig – og måske prøvet den store bane et par gange – så ser vi dem meget gerne som medlemmer i Royal Golf Club.

”Vi betragter vores ”medlemmer” som kunder i vores forretning, og derfor er vores fornemmeste opgave at gøre dem tilfredse”

Korte beslutningsveje

Vi har ikke som i en foreningsdrevet klub en årlig generalforsamling, hvor ting skal debatteres og besluttes, før de kan sættes i værk.

Men vi har et årligt medlemsmøde, hvor medlemmerne kan komme med alle deres idéer – og eventuel kritik. Og vi lytter – ikke mindst til de idéer, der kommer fra medlemmerne. Det er jo kunderne. Som et af de seneste skud på denne stamme kan jeg nævne, at der gennem vores fitnesscenter netop er blevet oprettet et løbehold.

Nu er det jo ikke sådan, at fordi en idé kommer på bordet, så er den ført ud i livet ugen efter, fastslår Morten Sundberg.

Vi tager alle idéerne meget seriøst, men før de føres ud i livet laver vi naturligvis nogle forretningsmæssige analyser og beregninger. Ret beset kan det jo være, at en – måske ganske enkel – idé viser sig at koste to millioner kroner.

Til gengæld kan vi meget hurtigt få afklaret en sag, fordi vores konstruktion giver forholdsvis korte beslutningsveje. Når vores analyser og beregninger er gennemført, så kan vi hurtigt sige ja eller nej – uden at det skal omkring en generalforsamling, der måske ligger otte-ti måneder ude i fremtiden.

Det er ofte den vej tingene kommer, og vores mål er selvfølgelig, at give kunderne mest muligt for pengene, når de køber oplevelser hos os.

Beslutningerne træffes i ledelsen ud fra 100% rene forretningsprincipper, der siden vores start da også har betydet, at regnskaberne hvert år har været i plus.

Men døren til ledelsen er altid åben for kunderne, hvad ellers..?

Og netop ud fra vores ønske om at drive en seriøs forretning – og tjene penge ved det – så tager vi også moms og andre afgifter, som de kommer, går Morten Sundberg videre. Det er vilkårene, hvis man vil drive en virksomhed i dag.

Udover den imponerende mesterskabsbane, det smukke klubhus, og City Golf omfatter anlægget også fitnesscenter med fysioterapi, en velassorteret restaurant, driving range samt Jack Nicklaus Golf Academy , koncept fra Back Tee blot for at nævne noget.

Det er den ramme, Royal Golf Club vil tilbyde Europatour’en, så der i fremtiden også kan komme en afdeling til København.

-Det er en del af virksomhedens vision, at vi skal kunne tiltrække store turneringer med internationale topspillere til København, slutter den administrerende direktør, Morten Sundberg. Derfor er Europatour’en målet.

FAKTABOKS

Royal Golf Club
Center Boulevard 4
DK-2300 København

Telefon 72 40 60 00
e-mail: reception@royalgolf.dk

Banen

Championship Course: par 72

Arkitekt: Ron Kirby

Længde:

Herrer, klubtee: 5.571 meter

Damer, klubtee: 4.316 meter

Priser:

Greenfee: kr. 990,-

Spillercertifikat: kr. 125.000 (inkl. moms)

Pris på det fri marked: 0-10.000 kr.

Årsafgifter:

Basis: kr. 19.237,- (inkl. moms)

Guld: kr. 19.990,- (inkl. moms)

Guld +: kr. 22.500,- (inkl. moms)

Platinum: kr. 26.000,- (inkl. moms)

Sport: kr. 21.500,- (inkl. moms)

Sport Fitness: kr. 22.900,- (inkl. moms)

Driving range (åben for alle):

Stor spand, kr. 40,-

Mellem spand, kr. 30,-

Lille spand; kr. 20,-

(Mængderabat kan opnås)

Alle priser er inkl. moms

Yderligere information:

Immediate Unity

Hjemmeside: www.royalgolf.dk

 

 



comments powered by Disqus