Afstemning

Skal du på golfrejse i løbet af vinteren?

votes: 5

80%
80 %  JA  4 votes

20%
20 %  NEJ   1 vote

 

Kalender

April - 2024
S M T O T F L
  01 02 03 04 05 06
07 08 09 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 26 27
28 29 30  
Forside / Banebesøg
Odsherreds natur er så fantastisk at det helt åbenlyst er et sted man gider færdes – også uden golfkøller. Udsigten fra 6. hul. Slås der direkte mod green er der kun 178 meter i lige linje hen over søen. Klemt inde i det smalle land mellem Isefjorden, Kattegat og den blide Sejerø Bugt ligger en vidunderlig golfbane. Der er store højdeforskelle på banen. Her i indspillet til 7. green. Odsherreds klubpro Preben Daa er tilsyneladende altid lige i nærheden. Klubbens logo en afbildning af bronzefiguren og nationalklenodiet Solvognen, som blev fundet i netop Odsherred tilbage i 1902. Solvogn Pokalen er navnet på den junioreliteturnering, som Odsherred har arrangeret siden 2005, og som i dag er en fasttømret del af dansk golfhistorie. Turneringen, der tidligere er blevet vundet af både Thorbjørn Olesen (2005) og JB Hansen(2006), er i 2013 blevet rangeret, så der nu spilles om point til amatørernes verdensrangliste.

Odsherred Golfklub

18.09.2013

I et område, hvor man finder noget af Danmarks smukkeste natur med blomstrende lyngenge, dramatisk istidslandskab, plantager og et vidtstrakt kysthedelandskab ligger Odsherred Golfklub.

Den hyggelige nordsjællandske klub ligger helt præcist ved den lille by Højby nogle kilometer udenfor Nykøbing.

I denne del af landet finder man også Rørvig, som er mange københavneres foretrukne sommerferiedestination og et område, der med lidt god vilje godt kan betegnes som en pendant til de mere kendte enklaver i Skagen eller Hornbæk.

Kommer man fra København, er den korteste og hurtigste vej at tage motorvejen ud forbi Holbæk, men den flotteste tur er så afgjort at tage færgen fra Hundested til Rørvig. Turen tager godt og vel halvanden time, men det gør ikke så meget, for Odsherredbanen er ikke kun en omvej værd. Den er ganske enkelt værd at rejse efter.
Historien om Odsherredbanen begyndte i 1965. Dengang lå der ingen golfbaner i denne del af Sjælland. En bane var tæt på at være en realitet i Holbæk, men skulle der spilles golf, måtte man tage færgen fra Rørvig til Asserbo Golf Club på den anden side af Isefjorden.

En lille gruppe pionerer tog turen frem og tilbage i nogle år, men det var besværligt, og derfor opstod ideen om at anlægge en bane på Nykøbing Sjælland. På de marker, hvor landmand Nicolaisen dyrkede sine roer, købte en kreds af golfentusiaster 55 tdr. land for den nette sum af 377.000 kr.

”Odsherredbanen er ikke kun en omvej værd. Den er ganske enkelt værd at rejse efter”

Svenske lighedstræk

I Dansk Golf Unions medlemsblad ’Golf’ kunne man i december-udgaven i 1966 læse, at det erhvervede areal bl.a. bestod af et sandet, småbakket terræn, hvor bakketoppen for mange år siden var plantet til med trægrupper, mest nåletræsplantninger.

’Imellem disse bevoksninger slynger sig græsbevoksede, fredelige dale, hvor en del af de nye fairways bliver anlagt.’

Odsherred-banen havde lige fra begyndelsen mange lighedstræk med en klassisk svensk skovbane. Og det var da også i samarbejde med den svenske golfbanearkitekt Anders Amilon, at de første 12 huller blev skabt. Banen blev under stor festivitas indviet den 2. juli 1967, og Odsherred Golfklub blev dermed nr. 20 i rækken af danske golfklubber.

Det er uomtvisteligt, at der i en periode i dansk golfhistories tidlige år blev søsat en række danske golfbaneprojekter, hvor resultatet af den ene bane var svær at skelne fra den anden. Til den kategori hører Odsherred Golfklub ikke.

Odsherred-banen ligger smukt indpasset i den særlige natur, som kendetegner denne del af det nordvestlige Sjælland. De smukke gamle fyrretræer omkranser banen og er med til at give den sin helt særlige karakter. Områdets geologiske landskabsformer byder på en variation af højdedrag, niveauforskelle, smalle passager og åbne områder. Og det hedder sig, at solens genspejl i havet omkring Odsherred giver et lys, som kun findes få andre steder i Danmark.

Desuden findes der en biologisk mangfoldig og en fauna, som ikke kan andet end at begejstre golfspilleren, der kan finde overskud til den slags studier under runden. Og hvad som måske er allermest vigtigt at fremhæve er, at banen udmærker sig ved, at man efter runden rent faktisk kan huske stort set samtlige huller. Det plejer at borge for en vis kvalitet.

En mesters værk

I 1991 blev Odsherredbanen udvidet til 18 huller. Man anlagde en del af de nye huller i en gammel kirsebærplantage, som i dag stadig kan ses på hullerne 5, 6, 7, 11 og 12.

Arkitekten på de nye huller var den legendariske banearkitekt og dansk golfs grand old man Frederik Dreyer, der har sat streger til et utal af baneanlæggelse og omlægninger i bl.a. Holbæk, Blokhus, Ebeltoft, Esbjerg, Sct. Knuds Golfklub og Silkeborg Golf Club.

Dreyer byggede videre på det eksisterende fundament og fik dermed skabt en række unikke golfhuller.

I 2005 fik den danske golfbanearkitekt Line Mortensen lov at svinge taktstokken ved anlæggelsen af tre nye huller. Mortensen, der herhjemme nok mest er kendt for at have sat sit fingeraftryk på Gyldensteen Golf og den nye Kildebjergbane i Ry, designede hullerne 5, 6 og 12. Med sit lokalkendskab og baggrund indenfor landskabsarkitektur og golfbanedesign fik hun designet tre huller, som i dag hører til blandt banens absolut bedste.

De karaktertræk, der især lægges mærke til er, at mange af hullerne er anlagt på en måde, så man stort set ikke bemærker, at der er andre golfspillere på banen. En hare springer over stien, og en rovfugl hænger i luften i frit fald ned mod sit bytte. Det er alt, hvad der rører sig, og det efterlader en med oplevelsen af at befinde sig i et fredfyldt landskab langt væk fra hverdagens stress og jag.

”En hare springer over stien og en rovfugl hænger i luften i frit fald ned mod sit bytte”

Svær start
Ofte er teeslaget nøglen til en god score, når man spiller på Odsherred-banen. Smalle fairways, flankeret af enten løv- eller nåleskov og fritliggende huller i åbent terræn, hvor vinden i den grad kan være en afgørende faktor. Det gælder om at tænke sig om.

Det oplever man allerede på første hul, hvor et drive ned langs venstre side gør det vanskeligt at komme tæt på green i andetslaget. Hvilket ellers er muligt for de langt slående spillere på det 448 meter lange åbningshul. Der er godt nok tale om et par 5-hul, men det falder ned mod green på de sidste 100 meter. Spilles der op kort, skal man lige have med i sine overvejelser, at landingsområdet omkring 100 meter mærket kun er 15 meter bredt. Eller måske er det en god ide slet ikke at tænke på det, men i stedet bare give slip.

Tredje hul er et pragtfuldt golfhul og netop et af disse huller, hvor landskabet i høj grad har dikteret forløbet fra tee til green. Ifølge baneguiden drivede Steen Tinning hullet ved indvielsen, men dengang var træerne i venstre side langt fra så høje som i dag. Derfor bør man gøre klogt i at slå et jern ud i gyden. Herfra er der kun er lidt over 100 meter ind til en lavtliggende green, der er godt beskyttet af en stor foranliggende bunker. Hullet slår et sving til venstre, så det er bedst at lægge sig i højre side af den smalle fairway.

Efter den start følger et par huller, der er til at have med at gøre, inden man skal tage dagens næste store beslutning. Sjette hul er et flot par 4-hul, hvor man fra det højtliggende teested kan se hele hulforløbet. Det er banens signaturhul, men selv om det kun spiller 239 meter fra gul tee, så kræver det alligevel lidt omtanke.

Den direkte linje fra tee til green er 178 meter, så at gå direkte efter green er bestemt en mulighed. Er man i tvivl, så kan det anbefales at slå et jern ned i bunden af fairway og herfra slå en wedge ind til green. En rigtigt risk-reward hul, hvor chancen for birdie bør være lige så stor, hvis man vælger at spille sikkert.

Turnen på 9. hul ligger meget belejligt ved klubhuset. Teeslaget skal holdes i venstre side og i andetslaget slås der ind til en højtbeliggende green. Højdeforskellen er så stor, at det er umuligt at se overfladen på green nede fra fairway.

Fremme ved 11. og 12. hul venter der et par flotte huller i den gamle kirsebærplantage. 12. hul er et par 3-hul på 187 meter fra gul tee, der sjovt nok spilles som banens tredje letteste hul. Det kan godt være lidt svært at forstå, når man står på teestedet og ser, hvor smalt et område, man skal lande bolden på. Det er et af den slags huller, hvor der bestemt ikke skal rystes på hånden.

En golfbanes ’hvide ansigter’ er et begreb, som mest af alt relaterer sig til bunkers på dette års U.S. Open bane, Merion Golf Club i Pennsylvania. En hævet bunkerbagkant får det til at se ud som om, at hver enkelt bunker ligger og kigger tilbage på spilleren. Dem er der ikke mange af på Odsherredbanen, men til gengæld risikerer man at komme en tur på stranden på banens 14. hul. ’Stranden’ er nemlig betegnelsen for en 98 meter lang bunker, der ligger placeret op langs højre side af fairway. Her er mange gode scores gået tabt gennem tiden.

Afslutningshullerne 14., 15., 16., 17. og 18. hul ligger på et fladt åbent område, hvor hullerne løber frem og tilbage. To par 5-huller efterfulgt af et par 3-hul og afsluttende med to par 4-huller. Skal man være ærlig, er det ikke den mest sindsoprivende oplevelse, men bestemt en god chance for at slutte af med en hæderlig score.

Hyggelig bane

Der spilles hvert år mere end 40.000 runder golf på banen i Odsherred. Og det forstår man egentlig godt. Den relativt korte bane er måske ikke en bane, der kan måle sig med de forholdsvis mange prestigeprojekter, som er skudt i vejret de seneste 10 år, men en runde på Odsherredbanen er til gengæld hyggelig ud over al forstand.

Konklusionen er derfor, at det danske sommerlandskab, når det er bedst i en kombination med banens særegne svenske præg giver et perfekt udgangspunkt for nogle hyggelige timer på golfbanen. Samtidig er det en til tider krævende test, men der findes også en del korte huller, hvor præcision er nøgleordene, og hvor chancen for en god score bestemt er til stede.

FAKTABOKS

Odsherred Golfklub

Stårupvej 2

4573 Højby Sj.

Tlf. 59 30 20 76

sek(at)odsherredgolf.dk

www.odsherredgolf.dk

Medlemsantal: 1000.

18-hullers banen er 5.549 meter for herrer og 4.856 for damer. (Der findes ikke backtee på banen). Er vært for DGU-rangliste turneringen Solvogn Pokalen, som Danmarks bedste golfspiller, Thorbjørn Olesen, vandt i 2005. Har fostret Europatour-spilleren Mark Haastrup.

Samarbejdsklubber: Rabat på greenfee ved spil hos Odsherred Golfklubs venskabsklubber: Dragsholm, Roskilde, Midtsjælland, Sydsjælland, Kalundborg, Ishøj og Tønder.



comments powered by Disqus