Afstemning

Skal du på golfrejse i løbet af vinteren?

votes: 5

80%
80 %  JA  4 votes

20%
20 %  NEJ   1 vote

 

Kalender

Marts - 2024
S M T O T F L
  01 02
03 04 05 06 07 08 09
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 30
31  
Forside / Banebesøg
1. Odense Golfklubs formand Tina Maria Lund Kristensen har en god ballast fra bestyrelses- og organisationsarbejde. 2. Tina Maria og hendes mand Lasse Kristensen mødes i golfklubben – foreløbig er Lasse kun tilskuer.

Odense-formand

18.09.2013

Odense Golfklubs formand ønsker at skabe den bedste klub og foretage de ændringer, der er til gavn for flertallet af medlemmerne

For få år siden vidste Odense Golfklubs formand knap nok, hvad der var hoved og skaft på en golfkølle.

Tina Maria Lund Kristensen boede ganske vist i nærheden af Odense Golfklub, men det var en tilfældighed, at hun for fem år siden ikke kørte forbi, men kom indenfor og blev golfspiller. Hun blev trukket med af en veninde, der manglede en at dele oplevelsen med, og sammen fik de den første træningstime.

-Det er jeg rigtig glad for, fortæller formanden. Jeg slapper af på banen, og jeg nyder spillet, endda lidt ekstra nu, da mit handicap i år er reguleret op til index 20.1 - jeg har brug for de ekstra slag!

Tina Maria Lund Kristensen havde ingen tanker om, at skulle ind i klubbens ledelse, og det var lidt tilfældigt, at hun fik sit første tillidshverv i golfklubben som stemmetæller ved en generalforsamling sidste forår.

Det var en turbulent periode for Odense Golfklub med flere ekstraordinære generalforsamlinger og i efteråret blev hun ikke alene stemt ind i bestyrelsen, men også samme aften udpeget til formand for Odense Golfklub.

”Jeg vil ikke spille ludo – der skal ske noget!”

Travl kvinde

Tina Maria Lund Kristensen arbejder som koordinator for en række funktioner bl.a. på miljøområdet ved Fjernvarme Fyn. Hun har også erfaringer fra bestyrelses- og organisationsarbejde, ikke mindst som hovedbestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet.

Golfavisen møder Tina og hendes mand Lasse Ingerslev Kristensen på Golfens Dag. Lasse spiller ikke golf, men han kommer i golfklubben - i dag for at have nogle timer med sin hustru, der har haft en travl uge med politiske møder, med arbejdet på fjernvarmen, og i klubben som inspirator for golfklubbens arrangement for at skaffe nye medlemmer. Et hårdt program, når der også skal være plads til familien, mand, to børn og to børnebørn.

- Hun er meget energisk, konstaterer Lasse. Hvis det er lyst, når jeg vågner kl. 5 og skal på arbejde, så er Tina allerede på løbetur ovre på golfbanen.

Om sit mål i golfklubben siger formanden: -Jeg har valgt ikke at spille ludo, jeg vil prøve noget! Jeg vil udvikle det gode og ændre det mindre gode til noget positivt. Jeg ønsker at gøre det, der er bedst for de mange. Vi har ikke økonomi til at blære os med den bedste bane, men vi vil bestræbe os på at blive den bedste klub, og vil prioritere at lave de ændringer af banen, som er til gavn for de fleste af medlemmerne.

Den tidligere bestyrelse fik rettet op på økonomien ved at foretage de nødvendige nedskæringer, så regnskabet for 2012 viser et overskud på 1,4 million.

-Der er noget at bygge på, men vi skal have flere medlemmer, og gerne flere børn og unge, konstaterer formanden – en sang som vi hører fra alle golfklubber uden for Københavns-området.

-De øvrige bestyrelsesmedlemmer ved mere om golf end jeg gør, men vi har fordelt opgaverne og vigtigst; vi har en fælles holdning til Odense Golfklubs udvikling, fastslår Tina Maria Lund Kristensen.

Den nye formand er aktiv, udadvendt og god til planlægning og strategi, egenskaber der er til gavn både for det civile og det politiske arbejde, samt nu også for golfklubben.

Odense Golfklub har 1174 medlemmer på i gennemsnit 56 år og med handicapindex 24.18. Klubben havde stor tilslutning til golfens dag, og fik 55 prøvemedlemmer med en gennemsnitsalder på 37 år.

Træneren om banen

Morten Buus Beck er Odense Golfklubs cheftræner. Han er opvokset på Fyn og spillede i klubben inden han blev trænerlærling i Haderslev. Inden han for fem år siden vendte tilbage til Fyn, var han i en periode trænerassistent i Hørsholm hos Odenses tidligere træner Magnus Landström. Trænerassistent i Odense er nu Johan Kristensen.

Det bedste ved Odense Golfklubs bane?

-Det er forskelligheden og variationen, konstaterer Morten Buus Beck. Når man kommer hjem efter en runde, kan man huske alle udfordringerne, fordi der ikke er to huller, der er ens. Det er en fair bane uden blinde slag og det er spændende golf uanset om man er højhandicapper eller slår langt fra hvidt tee.



comments powered by Disqus