Afstemning

Skal du på golfrejse i løbet af vinteren?

votes: 5

80%
80 %  JA  4 votes

20%
20 %  NEJ   1 vote

 

Kalender

April - 2024
S M T O T F L
  01 02 03 04 05 06
07 08 09 10 11 12 13
14 15 16 17 18 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30  
Forside / Banebesøg
1. Tilskuere er der masser af i Jægersborg Dyrehave, hvor greenkeeperne foretager en dybdeluftning af fairways én gang om året. 2. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary er begge æresmedlemmer i Københavns Golf Klub 3. Københavns Golf Klub er Skandinaviens ældste golfklub stiftet i december 1898. 4. I dag ville myndighederne næppe have givet tilladelse til en golfbane i den smukke Dyrehave med Eremitage-slottet. 5. Væggene i det gamle klubhus fortæller historien om mere end 100 års golf på Eremitage-sletten.

Københavns Golfklub

18.09.2013

I den nordlige del af Dyrehaven ligger Eremitagesletten, og det er også her man finder Københavns Golf Klubs mere end hundrede år gamle bane. Golfavisen tog på banebesøg for at tage pulsen på ’den gamle dame’.

For at komme til golfklubben passerer man gennem de klassiske røde trælåger, der markerer indgangen til Dyrehaven. Et skilt viser vej til Københavns Golf Klub, hvis historie strækker sig tilbage til dengang, hvor der blev spillet med guttaperkabolde, og hvor køllerne havde hickoryskafter og særlige navne som Cleek, Mashie og Niblick.

For at være helt nøjagtig, så blev Københavns Golf Klub stiftet i 1898, og dermed er det ikke bare Danmarks, mens hele Skandinaviens ældste golfklub. Dengang for mere end 100 års siden var golf et spil for de få. En opgørelse fra 1911 viser, at klubben havde 91 medlemmer med titler af etatsråd, kammerherre, generalkonsul, højesteretssagfører eller lensgreve.

I mange år levede klubben sin egen stille tilværelse. Den fik sig et ry som et elitært foretagende, der ikke lukkede hvem som helst ind i fællesskabet, og de fornemme titler og royale forbindelser signalerede da også overfor omverdenen, at man var noget særligt.

”Ikke et eneste øjeblik var vi alene ude på banen. Hvilken herlig oplevelse”


Blæser nye vinde
Men tiden har det jo som bekendt med at ændre på tingenes tilstand. Det gælder også for Københavns Golf Klub, som i dag er mere åben end nogensinde før. Der blæser så at sige nye vinde over den gamle klub.

Indtil for få år siden var det noget nær en umulighed at blive skrevet på venteliste i Københavns Golf Klub. Men nu er udviklingen vendt. I dag er ventelisten åbnet op af den simple årsag, at man ønsker at sikre et fortsat fornuftigt rekrutteringsgrundlag til klubbens medlemsskare på godt 1.200 medlemmer.

Det handler om rettidig omhu, og til at varetage det arbejde står klubbens nye golfmanager Anders Møller, der er kommet til fra en lignende stilling hos Ledreborg Palace Golf.  

-Københavns Golf Klub er som alle andre klubber en forretning, der skal drives, og derfor handler det bl.a. om at skabe nogle rammer, som er attraktive for medlemmerne og samtidig kan være med til at tiltrække nye medlemmer, lyder det fra Anders Møller.

Den 38-årige golfmanager skal være med til at skabe større åbenhed omkring den gamle klub, så man får ændret et måske generelt billede af en lukket golfklub, hvor medlemmerne har nok i sig selv, og hvor gæster mest er til besvær.

-Vi synes selv, at vi har en unik bane i nogle omgivelser, som ikke findes mage til nogen andre steder. Men det alene gør det ikke. Vi ønsker at gøre Københavns Golf Klub tidssvarende og har derfor optimeret de fysiske rammer i klubhuset samt udvidet åbningstiderne og måden hvorpå, vi modtager medlemmer og gæster, som skal spille golf.

Ved at skabe mere åbenhed og imødekommenhed har Københavns Golf Klub gjort en målrettet indsats for at blive mere attraktive overfor gæstespillere samtidig med, at man også i fremtiden har tilfredse medlemmer samt en venteliste med spillere, der gerne vil være en del af klubfællesskabet.


Københavns Golf Klub er kendt for sin smukke natur og ikke mindst de mange rådyr, som færdes frit rundt på banen. Det anslås, at der er omkring 2.000 af slagsen, og den dag Golfavisen var på besøg, virkede det som om, at samtlige rådyr var kommet for at hilse på.

Ikke bare 10, 20 eller 30, men derimod kæmpe flokke af disse prægtige dyr sås på stierne, i roughen og på fairways. Med deres blotte tilstedeværelse var de med til at skabe en fantastisk ramme om vores besøg. Ikke et eneste øjeblik var vi alene ude på banen. Hvilken herlig oplevelse.

Dyrene bevæger sig frit rundt på den store slette, og det giver unægtelig greenkeeperne lidt ekstra at se til. For ingen har tilsyneladende tænkt på at fortælle disse særlige medlemmer, at de helst skal undgå at betræde greens og i øvrigt bør huske at rette mærkerne efter deres klove.


”Fra start til slut bliver man betaget af slettens smukke natur og fantastiske scenarier”


En golfbanes dna
Banen med sin nuværende placering nordvest for Eremitageslottet blev indviet i 1928. Med åbningen af de nye 18 huller fik golfspillerne dengang lov til første gang at prøve kræfter med bunkers på banen. Indtil da havde Skovvæsenet nemlig ikke tilladt den slags ændringer af Dyrehavens naturlige landskab. Til gengæld fik klubben i tidernes morgen tilladelse til at anlægge nogle få volde. Flere af disse kan fortsat ses i det nuværende banedesign.

Banens dna er det samme som det altid har været. Fra 1928 og i de efterfølgende 80 år lå banen næsten uforandret hen. Kun få bunkers blev (gen)placeret hist og her, mens spillerækkefølgen af nogle få huller blev ændret op til flere gange. Men ingen større ændringer fandt sted, førend klubben, med medlemmernes velsignelse, i anden halvdel af 2000-tallet besluttede sig for en større renovering af den gamle bane.

Banen blev nænsomt modelleret, og der blev foretaget en række velovervejede ændringer af det klassiske, naturlige layout, som altid har kendetegnet Københavns Golf Klub. Et arbejde, der bl.a. omfattede flytningen af en række fairwaysbunkers, så de blev placeret mere tidssvarende. Samtidig fik de en placering, så de ikke vækker opsigt og ofte overrasker spilleren, der ikke er hjemmevant på Eremitagesletten.  


Nyt banedesign virker
Det er nu et par år siden at banen med de nye tiltag stod klar, og resultatet må siges at være vellykket. Det oprindelige og autentiske udtryk er bevaret. Det er fortsat de klassiske træk som træder frem. Især bemærker man den særlige turf, som har sin oprindelse helt tilbage i 1600-tallet, og som bedst kan sammenlignes med turfen på gamle britiske baner.

-En af forklaringerne på, hvorfor vi omlagde flere af hullerne og gav bunkers nye strategiske placeringer, var den, at banen ikke levede op til nutidens krav. Med det moderne udstyr var banen ganske enkelt blevet for let for mange spillere, fortæller golfmanager Anders Møller.

Kommer man på besøg i det tidlige forår, kan en runde stadig godt forekomme at være relativ let spillet. Men der er som bekendt altid to sider af samme sag. Og i løbet af sæsonen ændrer banen fuldstændig karakter. Fra at være til at have med at gøre, begynder den frygtede rough hen over sommeren så småt at vise tænder. Og spilles banen fra juli og frem mod sæsonafslutningen, står roughen faretruende og knejser på hver side af fairways – klar til at gøre livet surt for spillerne og tvinge scoren i vejret.

Men uanset årstid er banen på Eremitagesletten et besøg værd. Fra start til slut bliver man betaget af slettens smukke natur og fantastiske scenarier. De bølgende fairways, de åbne vidder, skovbrynet, og det gamle Eremitageslot, der virker som et naturligt pejlemærke på flere af banens huller. Det er vitterlig en af landets smukkeste golfbaner.


Klassisk britisk design
Det åbne landskab leder tankerne hen mod de britiske traditionsbaner. Det er måske ikke så underligt, for selvom ingen rigtig kender navnet på den golfbanearkitekt, der i tidernes morgen slog de første streger, så ved man dog, at der var tale om en ældre britisk herre.

’The british connection’ bliver endnu tydeligere, hver gang man slår sit approachslag og ser, hvordan de faste og hurtige greens tager imod. Det giver en følelse af at være med i en British Open, hvor bolden som bekendt ofte med fordel kan landes et pænt stykke kort af pinden og rulle det sidste stykke vej.

Fremme ved greens åbner der sig en ny verden. Greens er jævne og temmelig kuperede, og det gælder derfor om at ramme det rigtige plateau. For er man først skæv af green, bliver det for alvor interessant. Det er nemlig ikke nok bare at undgå at havne i en greenside bunker.

Undgår man det, er første udfordring klaret. Næste udfordring kommer, hvis man havner i et de af drilske run off-områder, der grådigt tager imod alle bolde, der ikke formår at blive på greens. Run off-områderne er en del af den seneste baneomlægning og måske det træk, som efterlader det mest positive indtryk af banens nyeste redesign.


Flotte signaturhuller
Der findes flere flotte signaturhuller på banen. Et af dem er 10. hul. Drivet sendes ned langs med skovbrynet i højre side. Spiller man en lille fade, er det faktisk helt perfekt. Der skal oftest kun slås en wedge i andetslaget på det 305 meter lange par 4-hul. Den lavtliggende green er beskyttet af skoven og to foranliggende bunkers. En par bør være muligt, hvis man vel og mærke har vinden i ryggen og medvind på runden.

10. hul afløses af et par 5-hul, der spilles som banens næst sværeste hul. Når det er veloverstået, venter endnu et signaturhul: 12. hul, det pittoriske par 3-hul, der spiller 140 meter ned ad bakke. Fra tee er der en fantastisk udsigt til Hjortekæret og de omkringliggende stråtækte huse, og skulle man være så uheldig at slå en skævert, kan man da i det mindste glæde sig over den smukke udsigt.

Afslutningshullerne 15., 16., 17 og 18. hul er en klassebane værdig. Både 16. hul og 18. hul er begge par 3-huller, men bestemt ingen walkover. Især 18. hul trækker de sidste ressourcer ud af de fleste spillere. Fra tee skal bolden sendes 175 meter ud mellem to af slettens kæmper. Slipper man sikkert forbi de gamle egetræer, venter der en relativ let afslutning, inden man kan tage plads på den hyggelige terrasse og herfra konstatere, at den gamle klub i Dyrehaven overasker positivt og tilsyneladende virker fast besluttet på, at følge med tiden – også de nye tider.


FAKTABOKS

Københavns Golf Klub

Dyrehaven 2, 2800 Kgs. Lyngby

Tlf 3963 0483

kgk(at)kgkgolf.dk

www.kgkgolf.dk

18 hullers bane (Par 71), 5.693 meter fra gul og 4.921 meter fra rød tee.

Træningsfaciliteter: Driving range med udslagssteder fra græs, puttegreen og indspilsområde.

Banearkitekt: På den gamle bane er det sandsynligvis klubbens træner Robert Turnbull. Ingen ved rigtig, hvem der satte stregerne til banen fra 1928, men den er designet af en ukendt englænder, som muligvis godt kunne være en vis Hr. J. F. Abercromby. Banen er senest renoveret i 2009 af den britiske golfbanearkitekt Tom Mackenzie, der bl.a. anlagde de særlige run off-områder rundt omkring mange af greens.

Medlemmer: 1.230 Kontingent: 6.600 kr. for seniorer. Indskud: 15.000 kr. Der er lukket for optag af nye medlemmer, men det er muligt at blive skrevet op på venteliste.

Greenfee: 450 kr. alle dage og juniorer 125 kr.

HCP-grænse for gæster: 31,8 alle ugens dage

Samarbejdsaftaler: Rungsted, Hornbæk, Falsterbo (SE), Ljunghusen (SE)

Store turneringer: European Senior Tour i 2007


Historisk set:

Danmarks ældste vandrepokal i golf, Sir Alan Johnstone. Der er blevet spillet om pokalen siden 1911. Copenhagen Cup startet i 1945 (fra 1965 med tilføjelsen Danish Open) H.M. Dronning Alexandrines Vandrepokal (1938)



comments powered by Disqus