Afstemning

Skal du på golfrejse i løbet af vinteren?

votes: 5

80%
80 %  JA  4 votes

20%
20 %  NEJ   1 vote

 

Kalender

Januar - 2020
S M T O T F L
  01 02 03 04
05 06 07 08 09 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31  
Forside / Banebesøg
1. Lidt usædvanligt for at golfresort markedsfører Black Stork sig også kraftigt som en destination til juleferien 2. Som det fremgår af billedet, har Hotel International på Black Stork-resortet den smukkest tænkelige baggrund 3. Landskabet for foden af Tatra-bjergene er usædvanligt smukt og velegnet til golfbaner 4. Der er forhindringer af enhver slags på Black Stork lige fra vandhazarder til krat og skovbevoksning 5. Sylvia Hruskova er ikke kun daglig leder af Black Stork-golfresort, men også præsident for det slovakiske golfforbund.

Black Stork

17.09.2013

Golfsporten er ny i Slovakiet, men som daglig chef for et golfresort i Tatra-bjergene og præsident for det nationale forbund yder Sylvia Hruskova sit store bidrag til udbredelsen.

”Mit liv er golf”.

Sylvia Hruskova lader ordene falde i et toneleje, der signalerer passion for golfsporten, men måske også en anelse træthed ved udsigten til nogle dage som den perfekte vært for nogle skandinaviske golfskribenter. Men yderst professionel i modtagelsen af gæsterne fra nord er hun i hvert fald.

Sylvia Hruskova er general manager for Black Stork Golf Resort i Velka Lomnica, der er beliggende på den sydlige side for foden af Tatras-bjergene, der også følger grænsen mellem Slokaviet og det sydlige Polen.

Tatras-kæden udgør den nordligste, men også højeste del af Karpater-bjergene, der strækker sig fra syd i Rumænien til Tatras i nord, hvis højeste tinder måler 2.600 meter med snedække på toppene langt ind i foråret, når golfsæsonen er indledt.

Men den hyperaktive Sylvia Hruskova, selv golfspiller, er også nyvalgt præsident for det slovakiske golfforbund, mens hendes lillesøster bestrider hvervet som golfmanager på Black Stork, der blev skabt af pigernes far, Jiri Hruska, der netop kommer forbi og kindkysser sin datter, mens Golfavisens udsendte taler golf og historie med hende.

Partispidsens kovending

Den sprogbegavede og forretningsuddannede kvinde troede ikke meget på sin far, dengang han ved årtusindskiftet sammen med en forretningsforbindelse opkøbte et stort areal, der primært var udlagt som kartoffelmarker et halvt hundrede kilometer fra den nærmeste større by Poprad (50.000 indbyggere).

Før Jerntæppets fald mellem øst og vest i 1989 havde Jiri Hruska titel af general manager i et statsligt gas- og olieselskab i det gamle Tjekkoslovakiet. I forbindelse med en forretningsrejse til Vesttyskland havde han stiftet et flygtigt bekendtskab med golfsporten.

”Det var i 1984, og den statslige kontrakt med det tyske Ruhrgaz blev underskrevet på en golfbane, og det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med golfsporten,” siger Jiri Hruska, der åbnede den første træningsbane i 1999 og fulgte op med de første ni huller for foden af Tatras-bjergene året efter.

Efter det kommunistiske styres sammenbrud var Jiri Hruska en af mange højtstående erhvervsfolk, der så mulighederne i det private erhvervsliv og sammen med kollegaen opkøbte jorden ved foden af Tatras-bjergene.

Etableringen af golfresortet – Hotel International blev først bygget i 2004 – blev finansieret gennem banklån og salg af grunde til private tæt ved golfbanen. Velka Lomnica og hele området på sydsiden af Tatras-bjergene havde sin storhedstid i kommunisttiden, da både partispidserne og ungkommunister fra hele verden valfartede til stedet om vinteren som skiturister, hvilket de mange små pensionater langs med de smalle bjergveje vidner om.

”Området havde sin storhedstid i kommunisttiden, da partispidser og ungkommunister valfartede til stedet om vinteren som skiturister”

Kommunistisk ruinhob

En af nabogrundene til Black Stork Golf Resort henligger i dag som en ruinhob med væltede mure fra gamle sanitetsbygninger, der i kommunismens velmagtsdage var campingsted for op til 50.000 unge samlet på et sted. Den nuværende ejer har påbegyndt saneringen med etableringen af de første seks golfhuller på noget, der formentlig skal blive til et golfresort a la Black Stork.

Som det er tilfældet i andre østeuropæiske lande, der i årtier var underlagt det kommunistiske styres restriktioner, er også Slovakiet på begynderstadiet, når det gælder golfsporten, golfbanerne og de store golfresorts.

Men Jiri Hruska havde forudset, at et golfresort kombineret med de attraktive forhold for skisportsfolk i området ville sætte gang i en ny ”pilgrimsfærd” af velbeslåede turister fra de store slovakiske byer Bratislava og Kosice samt ikke mindst fra hele Tjekkiet med hovedstaden Prag som det helt store potentiale.

Når man betegner golfsporten i Slovakiet som værende ny er det også en sandhed med modifikationer. Faktisk åbnede den første bane i Slovakiet alllerede i 1909, da landet var en del af det ungarske rige, og geografisk lå den kun ni kilometer fra det nuværende Black Stork. Endnu en bane åbnede i 1913. I dag er der næsten 20 baner i hele Slovakiet, omend de fleste kun råder over ni huller. Dog er der seks 18 hullersbaner.

Skandinavisk forbindelse

Black Stork samarbejder lidt med en anden klassebane, Great Bear, 80 kilometer væk, men vil også gerne i samarbejde med polske baner, ikke mindst i den store kulturby Krakow, der på mange måder er indgangsporten til turismen i Tatras-bjergene. Flyruter med Norwegian Air fra København og Ryan Air fra Billund til Krakov er en af årsagerne til, at Black Stork gerne vil satse på skandinaviske golfspillere og skientusiaster.

Krakow er en meget levende by med masser af kulturhistorie og liv i gaderne. Golfbaner er der også en del af i området, men Black Storks største problem er, at den smukke tur i bil over bjergkæden varer to timer. Der er ikke internationale flyforbindelser til Poprad, der er nærmeste større by.

De fleste turister er stadig slovakker, mens 30 pct. kommer fra Tjekkiet. Men stedet besøges også af polakker, tyskere, ungarere og østrigere, mens russerne kun invaderer stedet i to uger omkring jul og nytår.

Black Stork Golf Resort ligger på det flade højland i 700 meters højde, hvilket rent faktisk godt kan mærkes på den tynde luft, når man bruger fire-fem timer på golfbanen.

De konditionsmæssige ulemper opvejes til dels af boldens længere flugt. Banen med de tre sløjfer holder åben året rundt, dog med spil til vintergreens, når sneen falder. Højsæsonen for golf ligger mellem april og oktober, men på årsbasis kommer kun 15 pct. af turisterne for at stå på ski, mens resten kommer enten for at spille golf og nyde Hotel Internationals wellness-afdeling eller tage på vandreture i området.

Men hvorfor navnet Black Stork med den sorte stork med en golfbold i næppet som symbol for det slovakiske golfresort? Den sorte stork er den mest prominente af de beskyttede dyrearter for foden af Tatras-bjergene.

Men stedet fik først navn efter storken i 2003, da en gruppe af de lokale Lomnica-golfmedlemmer en hyggelig efterårsdag på terrassen ville organisere en golfturnering for seniorer. Blandt mange gode forslag var Black Stork-turneringen, der siden kom til at lægge navn til hele resortet, hvor de tre kombinerede baner er opkaldt efter resorthusene (Village), hotellet (International) og den gode udsigt (Panorama).

Black Stork Golf Resort markedsfører sig som et et internationalt PGA-stemplet golfresort, og det skal medgives stedet, at alle de golfmæssige faciliteter er helt i top, omend fremtidsudsigterne er en udvidelse/omlægning, så de første fem huller i det flade terræn på Village inddrages til en par 3-bane, mens banen udvides i et mere spændende og kuperet terræn.


”Den sorte stork er den mest prominente af de beskyttede dyrearter for foden af Tatras-bjergene”

Spændende alternativ

Alle tre nihullers sløjfer har ikke færre end fem teesteder med betegnelserne sort, hvid, gul, blå og rød. Dog benytter mesterskabsbanen (Village) også betegnelserne Champ (sort), mænd (hvid og gul) og kvinder (blå og rød). Mesterskabsbanen måler 6.382 meter fra sort teested, 6.220 meter fra hvid, 5.805 meter fra gul, 5.378 meter fra blå og 4.909 meter fra rød.

Med mindre vinden er med/modspiller, er de første fem huller på mesterskabsbanen forholdsvis enkle at spille i det flade terræn med brede fairways og halvlangt rough. Når man passerer hotellet efter hul fem, begynder problemerne i bogstavelig forstand at tårne sig op på hul 6, der er et supersvært par 3-hul (196 meter fra hvid), hvor bolden skal carry hele vejen op til green med flere hazarder undervejs.

Det sværeste/værste hul på Village er hul 9, hvor green er så godt beskyttet lige foran hotellet, at den formentlig kun bliver betrådt halvt så mange gange som de øvrige greens. Par 5-hullet er ganske vist kun 480 meter langt fra hvid, men det doglegger højre ned ad bakke mod to vandhazarder, der er placeret med 50 meters afstand i indspillet til green. På halvøen mellem de to hazarder er der en stor trægruppe, der stort set er umulig at slå bolden over, hvis man har brug for at bruge stedet som sidste step før green.

Anden halvdel af mesterskabsbanen indledes med et svært par 5-hul (503 meter), der kræver et præcist udslag fra teestedet, hvorefter det går op ad resten af vejen på en fairway, der skråner ned mod en out of bounds-hazard. Par 4-hullet 12 (412 meter) må regnes for sløjfens sværeste med en tværgående hazard og en lang tur op ad bakke.

Alt i alt er Black Stork Golf Resort et meget spændende alternativ for skandinaviske turister, der i den danske højsæson gerne vil lidt længere væk end bare Sverige eller Tyskland. Og er man både golf- og skiinteresseret, er april og oktober/november de ideelle måneder at aflægge et besøg i Slovakiet, et lille, men spændende land på størrelse med Danmark, klemt inde mellem Polen, Tjekkiet, Østrig, Ungarn og Hviderusland.

FAKTABOKS

Slovakiet:

Selvstændig nation skilt fra Tjekkiet 1. januar 1993. Areal: 49.035 kvadratkm. Befolkning: 5,5 mio. Hovedstad: Bratislava (430.000). Europæisk kulturhovedstad 2013: Kosice (235.000).

Black Stork Golf Resort:

Velka Lomnica (30 km fra Poprad Lufthavn, 145 km fra Kosice Lufthavn og 165 km fra Krakow Lufthavn (Polen).

27 hullersbane med kombinationerne Village, Panorama og International, alle par 72. Åbnet med 9 huller i 2000. Banedesigner: Martin Munka. Par 3-bane, golfacademy, overdækket drivingrange, proshop og restaurant i hotellet International med 28 dobbeltværelser, spa, wellness, swimmingpools og konferencelokaler. Klubmedlemmer: 600 betaler 500 euro om året. Af de 22.000 golfrunder om året spilles halvdelen af greenfeegæster.

Hotelpriser: 72 euro (500 kr.) per person per nat inklusiv greenfee til 18 huller i perioden april til oktober. Fra januar til april: 46 euro per person per nat med adgang til alle hotelfaciliteter og golftræning inklusiv vinterbane.



comments powered by Disqus