Afstemning

Skal du på golfrejse i løbet af vinteren?

votes: 5

80%
80 %  JA  4 votes

20%
20 %  NEJ   1 vote

 

Kalender

Januar - 2020
S M T O T F L
  01 02 03 04
05 06 07 08 09 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31  
Forside / Banebesøg
1. Fra den højt beliggende green på hul 6 er der udsigt til Tange Sø i det fjerne. 2. Hele seks søer er der i spil på banen – her med Tange Sø i baggrunden. 3. Det kan koste en vandgang at skære svinget af i indspillet til green på første hul. 4. Som tidligere direktør i erhvervslivet kender formanden Kristian Bak til betydningen af en sund økonomi. Foto: Frits Christensen

BANEBESØG – DANSKE BANER

15.08.2013

Takket være stram ledelse og økonomisk disciplin lever Tange Sø Golfklub en sund tilværelse i et hårdt konkurrenceområde uden storbyopbakning.

En tange er sædvanligvis et langstrakt landområde, der deler vandene, men Tange er også en jysk landsby med en købmand og nogle få hundrede boliger i et naturskønt område på Gudenåens bred mellem Silkeborg-søerne og Randers Fjord.


Historisk set er Tange bedst kendt for Tangeværket – officielt kaldet Gudenåcentralen – der blev bygget i 1920, da man opdæmmede Gudenåen for gennem vandkraftværket at skaffe strøm til store dele af det midtjyske område inklusiv Aarhus.


Med nutidens mange nye energikilder har Tangeværket mistet sin vitale betydning, og stærke kræfter har endog arbejdet på at tømme denne Danmarks største kunstige sø (10 kilometer lang) og genskabe Gudenåens naturlige forløb en halv snes meter under søens overflade.


Det vil næppe vække genklang hos folkene bag Tange Sø Golfklub, der i givet fald ikke blot skulle ændre navn, men også ville miste nogle naturmæssige herlighedsværdier, fordi en stor del af golfbanen er udlagt i et område med en pragtfuld udsigt over søen.


Tange Sø kom til at lægge navn til den lokale golfklub, da initiativrige kræfter i Bjerringbro og omegn for 23 år siden fandt ud af, at området ville være velegnet til en golfbane.

 

"Vi er hele tiden parat til at slå bremserne i for at sikre økonomien, men vi vil gerne forbedre banen hvert år"

Selv om Bjerringbro er hjemsted for industrimastodonten Grundfos, er byen ikke just en metropol med et naturligt medlemspotentiale til golfklubben. Men med den geografiske placering af golfbanen ved Tange Sø vest for Bjerringbro kunne der trækkes medlemmer fra en række småbyer i området omfattende Kjellerup, Ulstrup, Langå, Rødkærsbro og Ans.


Skærpet konkurrence
Midt i datidens eufori over golfsportens hastige udbredelse over det ganske land vakte det ikke bekymring, at Tange Sø skulle konkurrere med bl.a. Silkeborg Ry Golfklub, hvor der var lange ventelister, og klubberne i Viborg og Randers.

Siden Tange Sø Golfklubs første dage er konkurrencen i området yderligere skærpet med nye baner i Søhøjlandet, Himmelbjerget, Hammel og Ry, hvilket har gjort Tange Sø Golfklub ekstra opmærksom på værdien af at holde på medlemmerne i lokalområdet ud fra devisen om, at det koster færre penge og mindre arbejdskraft at holde på et medlem i forhold til at hverve et nyt fra andre klubber.

 

-Vi kan godt få klubben til at køre rundt med 640 fuldtidsmedlemmer og op til 900 inklusiv fleksmedlemmer og ungdom, men det ville give lidt mere luft i økonomien, hvis vi kunne finde 100 nye fuldtidsmedlemmer, for vi har plads til mindst 1.000 medlemmer på fuldtid, siger Kristian Bach, der har været formand gennem de seneste fire år i klubben.

Foruden at rekruttere en række medlemmer blandt de ansatte i Grundfos-koncernen har Tange Sø Golfklub også på anden vis opbakning fra Grundfos. Virksomheden ejer 49 pct. af aktierne i det selskab med 51 pct. private investorer, der ejer jorden, bygningerne og maskinerne, mens det er klubben selv, der står for driften af golfbanen.


Proshoppen er selvstændig med Dan Stage som headpro. Sammen med to af sine assistenter og en fjerde person har Dan Stage netop købet Blokhus Golfcenter, men har lavet en aftale med Tange Sø om fortsat drift af proshop og trænervirksomhed.

 

"På skift befinder man sig i parkområde, åbent terræn, skovområde, eng og sågar linkslignende huller ned mod søen"

Overskud på driften
-Ud af en årlig omsætning på seks millioner kroner lavede klubben sidste år et overskud på 40.000 kr., mens aktieselskabet havde et overskud på 60.000 kr. Vi er hele tiden parate til at slå bremserne i og ikke bruge flere penge, end vi har, men vi har til gengæld en målsætning om hvert år at bruge en sum penge på at forbedre banen, så vi i løbet af nogle år med rette kan kalde den for en af landets bedste, siger Kristian Bach, der bruger en masse tid på ulønnet arbejde for klubben, efter at han for nogle år siden gik på pension fra et direktørjob i en lokal erhvervsvirksomhed.


Klubhuset i Tange Sø ligger smukt passet ind i det bakkede terræn nord for Tange Sø, men for kun seks år siden måtte det genopbygges efter en brand. Medlemmerne har gode forhold i de nye lokaler, hvor både restauranten og proshoppen er særdeles velassorteret.


Også 18 hullersbanen har med tiden gennemgået nogle ændringer, siden Henrik Jacobsen slog de første streger i 1990. Banens charme består bl.a. i, at det er umuligt at sætte en etikette på som eksempelvis skov- eller parkbane.

Som formand Kristian Bach siger, så kan man betegne den som en fem-i-én-bane, hvor hullerne på skift ligger i parkområde, åbent terræn, skovområde, engområde og sågar linkslignende huller ud mod Tange Sø.

Den gennemgående karakteristik for banen er mange dogleg-huller, men på en fair måde, hvor man dels kan lokalisere stort set alle vanskeligheder forude, dels kan have stor fornøjelse af grundig course management med en baneguide i hånden.

 

Velplejet bane
Gældende for banen generelt er også, at den hele vejen rundt er særdeles velplejet med gode, men ikke alle steder brede fairways, og med meget lækre greens, der til lejligheden for banebesøget ikke var klippet helt i bund og derfor formentlig en del langsommere end gennemsnitet. Til gengæld var de meget troværdige.

Høj og sej rough er der også på de fleste af hullerne, men den er så tilpas udtyndet, at man som oftest har held til at finde sin bold og komme videre uden de store forsinkelser. Det kræver dog, at man tager sin medicin og nøjes med at slå bolden ind på fairway – ofte kun med et sandjern.


Allerede på første hul par 4 på 349 meter får man et fingerpeg om, hvad der venter på en bane med en hel del risk and reward-huller. Selv om der er god plads på fairway, fristes de langtslående helt sikkert til at skære svinget af og gå efter et kort oplæg til green, men undervejs er der altså både out of bounds og vand i højre side.


Andet hul par 4 på 324 meter udmærker sig ved et meget tricky indspil, hvor man skal flyve bolden over en dal op til en meget højt beliggende green. Er tacklingen af det hul lykkedes, risikerer man at blive pillet ned igen meget hurtigt på par 3-hullet 3, der ligner et simpelt hul på 136 meter. Men alle slag venstre om green her er stort set lig med at tabt hul på grund af træerne og en dyb dal.


Med par 5-hullet 4 har man sat kursen direkte ned ad fra bakketerræn mod bredden af Tange Sø, men på grund af fairway-hældningen ned mod en sø 200 meter fremme, er driveren ikke det rigtige våben. Når man langt nok frem i udslaget, er andetslaget kritisk over det tværgående vandløb med en helt ny træbro.


Efter et forholdsvis simpelt hul 5 går turen tilbage op i skovterræn, hvor par 3-hullet 6 på 180 meter er et af banens bedste, bl.a. fordi man har en tendens til at undervurdere afstanden.


Par 4-hullet 7 er næsten en tro kopi af hul 5 med dogleg venstre, men så er det også slut med opvarmningen til det sværeste hul på for-ni, par 5-hullet 8, der ganske vist ”kun” er 488 meter, men skal spilles med grundig course management. Der skal både et vellykket drive og et perfekt andet slag til for at kunne nå den højt beliggende green i tredjeslaget, der så tilmed skal forcere en bred vandhazard, der gør hullet til damernes hadehul nummer et.

Afslutningshullet 9 ved klubhuset er med et næsten vinkelret dogleg venstre en kopi af hul 10, der dog er betydeligt kortere og lettere. Herefter er man fremme ved det kun 127 meter lange par 3-hul 11, der konkurrerer hårdt med hul 3 om titlen som signaturhul. Også her har man tendens til at undervurdere afstanden, fordi bolden skal flyves hele vejen over en bred vandhazard til en højtbeliggende green.


Svært par 4-hul
I klubben har man flere gange haft til debat, om par 4-hullet 11 på 411 meter skulle ændres til et par 5-hul, der samtidig vil betyde, at banens par bliver 72. Det kan gøres, fordi der er plads til at rykke teestedet tilbage, og det vil samtidig løse et problem for de langtslående, der vil nøjes med et udslag kort af søen i venstre. Men det er hundesvært som par 4-hul.


Hullerne 12, 13, 14 og 15 er alle placeret i engarealet ud mod Tange Sø med masser af høj rough på begge sider. Par 5-hullet 13 på 492 meter er formet som et stort es med store forhindringer, mens de to næste par 4-huller er forholdsvis simple.


På par 4-hullet 16 er der vand i spil bag green, og på det rolige par 3-hul 17 kan man tage sig en lille puster, før det går løs hjemad med det afsluttende par 4-hul på 345 meter.


Den generelle vurdering er, at Tange Sø-banen ikke vigter sig af at være ekceptionel eller meget svær, men det er altså ikke bare en søperle, men også en ulv i fåreklæder. Beviset er, at denne banetester har samme antal ekstra slag fra gult teested som på mesterskabsbanen i Silkeborg Ry Golfklub!

 

 

FAKTABOKS

Tange Sø Golfklub

Tange Søvej 68

8840 Rødkærsbro

Tel: 86659420

www.tangegolf.dk

18 hullersbane par 71, 5.848 meter fra gul og 4.864 meter fra rød tee. Banearkitekt: Henrik Jacobsen (1990). Par 3-bane pay & play, driving range, puttinggreen, indspil/bunker, fitting studio, proshop og restaurant.

Kontingent: 5.950 kr. for seniorer.

Greenfee: 320 kr. hverdage og 370 kr. weekend. 120 kr. for pay & play par 3-banen.

Greenfee-aftaler: Fritspilsaftale på alle dage med Herning Golfklub. Aftale om halv greenfee med 27 andre jyske klubber.



comments powered by Disqus