Afstemning

Skal du på golfrejse i løbet af vinteren?

votes: 5

80%
80 %  JA  4 votes

20%
20 %  NEJ   1 vote

 

Kalender

September - 2020
S M T O T F L
  01 02 03 04 05
06 07 08 09 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30  
Forside / Interview
Bilsponsoren Bøttcher & Gaardsøe sørgede med en Peugeot RCZ, at Lasse Jensen blev godt kørende, da han vendte hjem fra tourskole-finalen med kortet til European Tour. Lasse Jensen har spillet flere European Tour-turneringer, når der har været plads til Challenge Tour-spillere i feltet - som i november 2012 i South Africa Open, som han brugte som forberedelse til tourskole-finalen. »Hair by Stender« står der på Lasse Jensens kasket - med henvisning til hans trofaste hovedsponsor og ven gennem årene, frisøren John Stender.

Lasse Jensen

19.09.2013

Tre sæsoner med fremgang på Challenge Tour resulterede i tourkortet til European Tour for talentet fra Asserbo

Mange unge golfspillere opgiver drømmen om at spille om de store penge på European Tour, selvom deres talent intet fejler. De klarer ikke det mentale pres, der hviler over den årlige tourskolefinale, vender tilbage til Challenge Tour uden selvtillid og finder til sidst en anden levevej.

Denne negative tankegang har dog aldrig plaget Danmarks nyeste European Tour-spiller, 28-årige Lasse Jensen, som kvalificerede sig til »det forjættede land,« da han i slutningen af november sluttede på en delt 24.-plads i tourskolefinalen. Denne placering rakte for ham og fire andre spillere lige akkurat til kortet til European Tour 2013. Fem slag under par lød Lasse Jensens score på efter fire runder på Stadium Course og to på Tour Course på PGA Catalunya Resort ved Girona i Spanien. Havde han brugt bare ét slag mere, havde han været tilbage på Challenge Tour’en.

Dermed sluttede tre lærerige år for Lasse Jensen på Challenge Tour, hvor han spillede pænt, men alligevel ikke opnåede topresultater nok til, at han kunne slutte blandt de 20 bedste på årets pengeliste og dermed sikre sig direkte adgang til European Tour. Men det gik støt fremad for ham for hvert år, idet han sluttede som nr. 91 i 2010, nr. 43 i 2011 og som nr. 28 i 2012. Derfor var det ikke den store overraskelse, at han klarede sig igennem tourskolen denne gang - omend det altså kneb. På et tidspunkt af 2012-sæsonen lå han faktisk som nr. 17 på pengelisten - indtil et formdyk i sensommeren sendte ham ud af Top-20.

»Havde han brugt bare ét slag mere, havde han været tilbage på Challenge Tour’en«

MELLEMRUBRIK:

Mere stabilt spil

- Både mit korte spil og min mentale attitude var ikke tilfredsstillende i min formsvage periode, og derfor fik jeg et professionelt team til at hjælpe mig. Udover James Petts kom teamet til at bestå af Danmarks bedste kvindelige spiller nogensinde, Iben Tinning, og af fysioterapeut Rasmus Thomhav, der er kendt som fysisk træner for mange elitesportsfolk - bl.a. for håndboldholdet AG København. Iben fik på kort tid så godt styr på mit korte spil og Rasmus på fysikken, at jeg spillede mere stabilt i den sidste tredjedel af sæsonen, forklarer Lasse Jensen. Faktisk blev det korte spil så meget bedre, at det holdt liv i hans chance for direkte kvalifikation til European Tour via den endelige Top-20-pengeliste liste indtil årets sidste Challenge-turnering, Apulia San Domenico Grand Final. Her kunne en Top-10-placering have sikret tourkortet til Europa, men det kiksede med en 37.-plads, selvom han lå nr. seks efter to runder.

Lasse Jensen blev ellers spået hurtigt avancement til European Tour, da han i 2009 vandt Nordic League-ranglisten og gik direkte ind på Challenge Tour, som han ellers havde mistet kortet til.

- Jeg spillede rigtigt godt i 2009, fordi jeg begyndte at træne hos James Petts i Simon’s Golf Club, men på Challenge Tour udeblev resultaterne i 2010. Først i 2011 gik det for alvor fremad med resultaterne - uden at de var gode nok til, at jeg kom i nærheden af European Tour-kortet.

De gode råd om at bede om hjælp hos både James Petts, Iben Tinning og Rasmus Thomhav fik Lasse Jensen fra sin rådgiver og tidligere rejsekammerat fra Challenge Tour’en, Søren Juul - som selv opgav at komme på European Tour og i stedet blev salgsdirektør i City Golf Club Copenhagen på Amager.

- Søren har virkeligt hjulpet mig meget, dels fordi han selv har spillet professionel golf, og dels fordi han er træneruddannet. Desuden har han sørget for, at jeg kan træne og spille i Royal Golf Center, hvor både trænings- og baneforholdene er fremragende. Ikke mindst løber bolden hurtigere på greens end på de fleste andre danske baner.

MELLEMRUBRIK:

Ven som hovedsponsor

Lasse Jensen, der er opvokset i landsbyen Kregme ved Frederiksværk, begyndte at spille golf som 9-årig i Asserbo Golfklub, hvor skotske Mike Tulloch dengang var cheftræner og Mads Kammer Pedersen assistent. Han afslørede hurtigt talent og blev så glad for spillet, at han i drengeårene brugte meget af sin fritid på golfbanen sammen med jævnaldrende, heriblandt vennerne Mark og Allan, sønner af den kendte frisør John Stender, som senere skabte sig en formue på frisørkæder i Danmark og England. Inden Stender forlod England igen til fordel for bl.a. Puerto Banus i Spanien i vinterhalvåret og Schweiz i sommerhalvåret, nåede han også at tjene godt på at modernisere huse sammen med en dansk ven og murermester.

Lasse Jensen: - John har i mange år været inkarneret golfspiller, og allerede i min juniortid blev jeg og andre juniorer i Asserbo inviteret ned til ham på Costa del Sol, hvor han er medlem af to klubber, Aloha og Las Brisas. Vi udviklede gennem årene et nært venskab, og det er primært John, som har hjulpet mig økonomisk, siden jeg kom på Challenge Tour i 2010. Hvert forår inviterer han mig stadig ned til sig, så jeg kan træne og spille på Aloha og Las Brisas. Om der bliver tid til dét i år, véd jeg faktisk ikke endnu. Det afhænger simpelthen af, hvordan mit turneringsprogram kommer til at se ud.

Placeringen som nr. delt 24 på tourskolen gav Lasse Jensen rangeringskategori 11, som betyder, at han kun kommer ind i 15-20 af de mindste turneringer på European Tour 2013, turneringer, som ikke samler alle de største navne.

MELLEMRUBRIK:

Præmiepengejagt

- Det er svært at sige, hvornår jeg får adgang til min første European Tour-turnering i Europa. Derfor starter jeg med at spille en Challenge Tour-turnering i Indien, Gujarat Kensville Challenge, i dagene 31. januar-3. februar og fortsætter med European Tour-turneringer i Sydafrika, South Africa Open og Joburg Open. Min første turnering på europæisk grund bliver måske Reale Seguros Open de Espana i dagene 18.-21. april.

- I starten af sæsonen spiller jeg simpelthen alt, hvad jeg kan komme ind i af turneringer og håber at tjene så mange præmiepenge, at jeg kan fortsætte med at spille fuldt program i forhold til min rangering. Det koster væsentlig mere at spille på European Tour end Challenge Tour, fordi der er tale om længere rejser, dyrere hoteller og ikke mindst en ugentlig udgift til en caddie på 1000-1200 Euro. På Challenge Tour i 2012 rejste jeg en del sammen med Morten Ørum Madsen fra Silkeborg, og jeg regner også med, at vi også skal følges ad og dele hotelværelse, når vi deltager i samme turneringer på European Tour. Det er ikke utænkeligt, at mine rejseudgifter på European Tour i år vil nærme sig en halv million kroner, så det skal helst ikke blive til alt for mange missede cuts.

Heldigvis er Lasse Jensen ikke uvant med at vinde professionelle golfturneringer. Han har således vundet både på den danske Ecco Tour, den svenske Nordea Tour, den tyske EPD Tour og den spanske Gecko Tour, og på Challenge Tour 2012 spillede han med om førstepladsen i én af de største Challenge-turneringer, Kazakhstan Open, hvor han med en score på 17 slag under par sluttede på fjerdepladsen - kun to slag efter vinderen.

MELLEMRUBRIK:

Bedre kategori i maj?

At det er en lidt frustrerende kategori, Lasse Jensen foreløbig befinder sig på European Tour, fik han et bevis på allerede, da han i december - umiddelbart efter at have sikret sig kortet til European Tour - meldte sig til Alfred Dunhill Championship i Sydafrika. Allerede fra søndagen inden turneringsstarten om torsdagen var han anden reserve til at komme ind i turneringen, men stik mod sædvane i en sådan situation forblev han anden reserve og fik kun spillet træningsrunderne op til turneringen. Derfor satser han voldsomt på at komme godt i gang og tjene så mange penge i årets første turneringer, at han avancerer til en ny og bedre kategori, når årets nye tourspillerne re-rankes for første gang til maj.

Nye, større sponsorkontrakter har adgangen til European Tour foreløbig ikke givet Lasse Jensen, som til gengæld har haft let ved at forlænge sine udstyrskontrakter, aftaler med et par lokale sponsorer i Asserbo og ikke mindst med John Stender. Men én spontan sponsorreaktion gav erhvervelsen af tourkortet sig dog udslag i, nemlig at Peugeot-forhandleren Bøttcher & Gaardsøe mødte op med en Peugeot RCZ, da Lasse Jensen landede i Københavns Lufthavn efter successen på tourskolen. Den celebre sportscoupé blev stillet til rådighed for ham i en weekend af Bøttcher & Gaardsøe, som har bilsponseret ham, lige siden han blev professionel i 2003. »Bedre drive med Peugeot« hedder firmaets slogan ganske passende i forhold til at sponsere en professionel golfspiller. Og netop Lasse Jensen har slået mange gode drives, bl.a. på hjemmebanen Asserbo og på Samsø, hvor han præsteret runder på 61 slag, 11 under par! Fire hole-in-one’s vidner også om, at han har potentiale til at klare sig på golfsportens 1. klasse - European Tour.



comments powered by Disqus