Afstemning

Skal du på golfrejse i løbet af vinteren?

votes: 5

80%
80 %  JA  4 votes

20%
20 %  NEJ   1 vote

 

Kalender

September - 2020
S M T O T F L
  01 02 03 04 05
06 07 08 09 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30  
Forside / Banebesøg
Det kortklippede rødsvingelgræs gør greens så hurtige, at bolden som regel skal landes før greenen og triller ind til flaget. Her er det 8. green. Den frodige himmerlandske natur i et bølgende terræn giver mange afvekslende huller. Disse to spillere er på vej væk fra 10. green. De seks ferielejligheder på førstesalen i én af længerne til herregården Volstrup byder på både moderne og hyggelige forhold. Racerkongen af Le Mans, Tom Kristensen, er også godt kørende på sin hjemmebane - med luksusudgaven af en golfbuggy, Garia. Jeppe Ugilt Hansen startede sit komplette golfanlæg med at indrette en tidligere maskinhal til ét af Danmarks bedste indendørs-centre.

En kort, men udsøgt

19.09.2013

Det kræver skotsk finfølelse af spille 18 hullers-banen i Volstrup Golf Center ved Hobro fordi den udelukkende er tilsået med græstypen rødsvingel

Mange golfspillere rynker formentlig på næsen af en golfbane, der kun har røde og gule teesteder, og hvis beskedne totallængder, 4630 og 5396 meter, umiddelbart indikerer en særdeles overkommelig udfordring. Dét er imidlertid ikke tilfældet med 18 hullers-banen i Volstrup Golf Center seks kilometer nordøst for Hobro. Den stiller nemlig så store krav til teknisk og taktisk kunnen, at kun de færreste mestrer den i første forsøg - og mange gør det heller ikke trods utallige forsøg. 

Sådanne - utallige forsøg - gøres der mange af, fordi greenfeespillere fra andre nordjyske golfklubber nærmest valfarter til det hyggelige golfanlæg på herregården Volstrup, et anlæg, der i øvrigt også omfatter en særdeles udfordrende 9 hullers pay & play-bane med par 31 (ét par 5-hul, to par 4-huller og seks par 3-huller). Det er dog primært den bølgende  og naturskønne 18 hullers-bane, som er det store trækplaster - sammen med seks elegante ferielejligheder på førstesalen i én af herregårdens længer. Samtlige seks lejligheder er udlejet i større, sammenhængende perioder i både for- og eftersommeren, hvor man simpelthen må henvise mange gæster til andre overnatningssteder i Hobro . Dertil kommer, at Volstrup Golf Center råder over ét af Danmarks bedste indendørs træningscentre, indrettet i en tidligere maskinhal - med otte udslagsmåtter, puttinggreen og hele fire Full Swing-simulatorer. Dét betyder, at golfspillere fra det halve Jylland - fra Frederikshavn til Horsens - jævnligt frekventerer indendørs-centeret i vinterhalvåret for at holde formen ved lige. Maskinhallen er isoleret indvendig og er opvarmet til 20 grader om vinteren

MELLEMRUBRIK:

Generationsskifte

Herregården Volstrup, der daterer sig helt tilbage til 1700-tallet,  var i mange år mest kendt for landbrugsdrift med tilhørende dambrug og minkfarm. I forbindelse med igangværende generationsskifte besluttede ejerne, far og søn, Erik og Jeppe Ugilt Hansen at lave en golfbane på den del af matriklen som egnede sig bedre til golfhuller end landbrug.

Jeppe Ugilt Hansen studerede dengang i Aarhus, hvor han var begyndt at spille golf i Markusminde Golf Club og havde mødt arkitekten bag de sidste ni huller dér, engelske Chris Haspell - som på dét tidspunkt var golfcourse manager i Hørsholm Golfklub og græs-rådgiver for i alt 12 danske golfbaner efter en fortid som banekonsulent i Dansk Golf Union. 

Som det første sted i landet blev både teesteder, fairways og greens på Markusminde-banen på Chris Haspells foranledning tilsået med den hårdføre græssort rødsvingel, som kræver mindre gødning og mindre vanding end den mest brugte græssort på danske golfbaner, krybende vene. Den sygdomsresistente rødsvingel passede ifølge Haspell bedst til det ustadige og fugtige danske klima, og den tankegang tiltalte Jeppe Ugilt Hansen så meget, at han hurtigt besluttede at kopiere den på Volstrup-anlægget, hvor Chris Haspell tegnede både 9 hullers pay & play-banen og 18 hullers-banen udelukkende med rødsvingelgræs i tankerne. Den beslutning har Jeppe Ugilt Hansen aldrig fortrudt.

MELLEMRUBRIK:

Ekstra dimension

- De kortklippede greens, som den sejlivede rødsvingel tillader, giver nemlig indspillene en ekstra dimension, som man ellers kun forbinder med engelske, skotske og irske links-baner. Det er nærmest umuligt at slå høje indspil, der lander blødt på sådanne hårde og hurtige greens, og derfor skal bolden som regel landes før greenen og trille ind på den.

Dét kræver både taktiske og tekniske færdigheder, som man kun tiltegner sig, hvis man tager ved lære af sine fejltagelser, lyder det fra Jeppe Ugilt Hansen, der selv spiller fra handicap 7, men indrømmer, at han har svært ved at spille til det, selvom han faktisk kender banen som i egen bukselomme, fordi han i begyndelsen også selv deltog aktivt i pasningsarbejdet. I dag nøjes han med at styre fem greenkeepere og bruger ellers sin tid på styre hele menageriet, der udover golfanlægget, fiskeparken og ferielejlighederne også består af en skind- og pelsbutik i klubhuskælderen samt en produktion af rullegræs til haveanlæg. Specielt er der gang i salget af skindjakker, når dameklubber kommer på besøg. I alt har Jeppe Ugilt Hansen fem medarbejdere i klubhuset, så han, inklusive de fem greenkeepere, skal lønne 10 personer. Ikke desto mindre løber økonomien rundt år for år - ifølge Jeppe Ugilt primært fordi golfbanen sin tid - 2005 og 2006 - kunne anlægges på herregårdens egne jorder. Dét betød, at den samlede investering for golfbane, klubhus og indendørscenter kun beløb sig til 25 millioner kroner. 

I dag ejer Jeppe Ugilt Hansen 50 procent af aktierne i Volstrup Golf Center og de øvrige aktiviteter på Volstrup, mens hans mor og far ejer de øvrige 50 procent.

MELLEMRUBRIK:

Halv greenfee

Et både rummeligt og elegant klubhus med personlig betjening i 12 timer alle ugens dage - fra kl. 8 til 20 - bidrager i høj grad til Volstrup Golf Centers popularitet blandt både nordjyske og ikke-nordjyske greenfeegæster, som dog først og fremmest strømmer til, fordi banen tilbyder halv greenfee til alle - som den eneste klub i Nordjylland.  Det vil sige 175 kr. på hverdage og 195 kr. i weekenden. Til gengæld kan andre rabatordninger - som f.eks. Teetime-kortet og Golfhæftet - ikke bruges i Volstrup.

I skrivende stund (medio juli) lå omsætningen i Volstrup Golf Center 20 procent højere endpå samme tidspunkt sidste år, så alt tyder på, at Jeppe Ugilt Hansen har fundet det rette koncept for en privatejet bane med »kun« 600 medlemmer, heraf 150 flex-medlemmer. Han forventer ikke, at medlemstallet rokker sig synderligt hverken opad eller nedad, fordi Hobro har endnu en golfklub, Hobro Golf, og dermed synes markedet mættet på egnen. 

Faciliteterne i Volstrup Golf Center er så unikke, at medlemsafgang stort set ikke sker, og dertil kommer, at antallet af company days, besøgene af dame- og herreklubber og private selskaber stiger hvert år - med stadig større omsætning til følge. Sidste år var det nødvendigt at udvide restauranten, så den fik plads til 144 spisende gæster. Et stort og varieret menukort har forlængst gjort Restaurant Volstrup til et tilløbsstykke.

Klubbens mest prominente medlem må siges af være den 9-dobbelte Le Mans-vinder, Tom Kristensen, som også er standsmæssigt kørende på golfbanen. Han har nemlig sin egen private Garia-buggy - fordi han i sin tid blev brugt i opstarts-markedsføringen af den dansk-designede luksus-golfbil, der produceres hos Porsche-fabrikanten Valmet Motors i Finland, et gigantisk projekt, som Lars Larsens søn, Jacob Brunsborg, i øvrigt står bag.

MELLEMRUBRIK:

Signaturhullet

Det bedste ved Volstrup Golf Center - 18 hullers-banen - skal naturligvis også have nogle ord med på vejen. Hullerne snor sig harmonisk gennem et bølgende, frodigt landskab, hvor teesteder og greens skiftevis ligger højt og lavt i terrænnet. Strid vestenvind over Himmerland gør både modvinds- og medvindshullerne ekstra svære - med banens absolutte signaturhul, 6. hul, par 3, som det mest markante. Hullet måler 200 meter fra gul tee og 170 meter, løber direkte mod vest, og der er en højdeforskel på 26 meter fra tee til green! Mange når ikke greenen med en driver i modvind, mens gode spillere kan nøjes med at slå et 8-jern i medvind! En sø til højre for greenen udgør desuden en latent trussel.

Fra for-9 husker man desuden 3. hul, par 5, hvor en længdegående sø deler fairway i to i drivet, og hvor en sø til venstre foran greenen og en anden sø til på højre side af greenen også gør andet- og tredjeslaget farligt. 

De to sværeste/bedste huller på bag-9 følger efter hinanden, henholdsvis 15. og 16. hul, begge par 4. Chris Haspell havde faktisk tegnet 15. hul som et par 5-hul, men DGU’s rating team nægtede at at godkende det som et sådant, og i stedet blev det til et ekstremt langt par 4-hul, som måler hele 424 meter fra gul tee og 368 meter fra rød tee. Der er som regel medvind - fra vest - men out of bounds-pæle langs hele venstre side og en aflang, lavtliggende green gør, at en par på hullet vil føles som en birdie for de fleste. 16. hul har handicapnøgle 1, og dét er forståeligt, fordi en langstrakt vandhazard løber langt venstre side af fairway - fra dogleg-knækket mod venstre og næsten til greenen, mens en sø med stensætning mod højre side af greenen fanger et upræcist andetslag.

MELLEMRUBRIK:

Uforbeholden ros

Det er vel at mærke ikke kun 18 hullers-bane, der udfordrer med en sværhedsgrad, som totallængerne på scorekortet ikke umiddelbart indikerer. Det samme gælder for 9 hullers play & play-banen, som også har 

beskedne totallænger på 1601 meter fra gul tee og 1417 meter fra rød tee, men alligevel byder på massr af udfordringer - primært en række højdeforskelle samt vandhazarder på fire huller. Som alt andet i Volstrup Golf Center ligger pay & play-banen velplaceret - nemlig adskilt fra 18 hullers-banen af Rosbjergvej. Det var i øvrigt pay & play-banen, der blev åbnet først - i juni 2006, mens 18 hullers-banen åbnede i august samme år. Allerede i efteråret 2005 blev indendørs-centeret taget i brug, og så medlemmerne af Volstrup Golfklub kunne træne dér, indtil pay & play-banen blev spilleklar.

Man må lade Chris Haspell, at han udnyttede herregårdens frodige jorder maksimalt til både 18 hullers- og 9-hullers-banen, som hver især blev en kort fornøjelse rent længdemæssigt, men som alligevel blev en udsøgt fornøjelse rent spillemæssigt. En høj pasningsmæssigt standard har altid kendetegnet 18 hullers-banen, der derfor også fik uforbeholden ros, da den i juli 2012 var vært for DM for juniorer. 

Chris Haspells forkærlighed for »rene« rødsvingel-golfbaner førte i øvrigt til, at han blev headhuntet som construction manager til én af Skotlands bedste linksbaner i dag, Castle Stuart, som de seneste tre år har vært for Scottish Open på European Tour. Også Castle Stuart - som ligger ved Inverness - blev udelukkende tilsået med rødsvingel, og banens høje kvalitet berømmes af verdens bedste professionelle spillere, når de bruger Scottish Open som forberedelse til British Open. Volstrup-banen kan ganske vist ikke karakterises som en linksbane, men dens hurtige og hårde rødsvingel-greens kræver i hvert fald, at man skal spiller dem med skotsk finfølelse. Chris Haspell er i øvrigt stadig ansat på Castle Stuart - som golf course manager med ansvar for hele greenkeeperstaben og banens standard. 

 

FAKTABOKS

Volstrup Golf Center

Rosbjergvej 5

9500 Hobro

www.volstrupgolf.dk

Tlf. 98 55 18 44

 

18 huller:

Gul tee: 5396 meter.

Rød tee: 4630 meter.

Greenfee:

Hverdage: 175 kr.

Weekend: 195 kr.

 

Pay & play:

Hverdage: 125 kr. (9 huller)

Weekend: 150 kr. (9 huller)

Dagskort:

Hverdage: 150 kr.

Weekend: 175 kr.

 

Halvårligt kontingent

i Volstrup Golfklub:

Senior A: 2500 kr.

Senior Flex: 450 kr.

Senior, 9 huller: 1000 kr.

Senior Hverdag: 1900 kr.

Senior Distance: 1375 kr.



comments powered by Disqus